Gemt

Forbrugertilliden falder for anden måned i træk

Danmarks Statistik har torsdag offentliggjort tal for forbrugertilliden frem til og med august i år. Torsdagens tal viser, at forbrugertilliden tog et dyk ned til 7,8 i august sammenlignet med 9,7 i juli.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar den 23. august 2018

Faldet i august kommer efter et mindre fald i juli. Forbrugertilliden ligger nu under sit gennemsnitlige niveau fra de seneste seks måneder, som er på 8,8. Forbrugertilliden er nu tilbage på niveauet fra starten af året, efter at være steget pænt i maj og juni. Om det er udsigten til snarligt dansk efterår, der har smittet negativt af på humøret hos os danskere er svært at sige, men generelt set er niveauet fortsat pænt for optimismen hos de danske forbrugere.

Generelt set har forbrugerne som sagt været optimistiske i 2018, og det pæne niveau for forbrugertilliden har også været afspejlet af vækst i eksempelvis detailsalget. Optimisme skal ses i lyset af de gode privatøkonomiske forudsætninger. Beskæftigelsen har været konstant stigende i nu flere år, hvilket betyder at flere danskere bliver del af det økonomiske opsving. Vores lønninger stiger mere end priserne i butikkerne og renterne er fortsat lave.

Forbrugertilliden blev blandt andet trukket ned af, at de danske forbrugeres forventning til privatøkonomien om et år er faldet. Selvom udviklingen i august isoleret set er en smule skuffende, så indikerer niveauet for forbrugertilliden ikke i retning af en decideret vækstopbremsning i det private forbrug. Lidt forsimplet kan man sige, at dansk økonomi trækkes frem af to hovedmotorer: eksport og privatforbrug. Eksportmotoren synes dog at være sat lidt ud for tiden, og derfor er væksten i det private forbrug ekstra vigtig, hvis dansk økonomi også skal vokse i 2018.