Gemt

Markedsføring af fødevarer der indeholder hamp

Fremover må der være begrænsede mængder af stoffet THC i fødevarer, der indeholder hamp, som fx te, olier og kosttilskud. Fødevarestyrelsen har fastsat vejledende grænseværdier.

Nyhed

DANSK ERHVERV | FØDEVARER - 22. AUGUST 2018

Gennem de sidste par år er der kommet flere og flere fødevarer, der indeholder den protein- og fiberrige plante, hamp, på butikkernes hylder. Udover at planten indeholder en masse gode næringsstoffer, kan den dog også indeholde euforiserende stoffer, som fx stoffet THC (tetrahydrocannabinol), der tidligere slet ikke måtte findes i produkter af hamp. Da det stort set er umuligt at undgå spor af THC i hampeprodukter, valgte Sundheds- og Ældreministeriet i juli at ændre deres bekendtgørelse om euforiserende stoffer, således at et indhold på højst 0,2 % (svarende til 2000 mg/kg) af det psykoaktive stof THC i hampeprodukter, som fx creme og shampoo, nu er tilladt.

Da fødevarereglerne imidlertid også gælder for fødevarer af hamp, som fx hampefrø og -olie, gælder således også kravet om, at disse produkter ikke må være farlige for forbrugerne. DTU Fødevareinstituttet har vurderet, at fødevarer, der indeholder den tilladte mængde THC på 0,2 %, er farlige for forbrugerne. Derfor har Fødevarestyrelsen valgt at fastsætte vejledende grænseværdier for, hvor meget THC der må være i fødevarer af hamp. Eksempelvis må indholdet af THC være 2 mg/kg i hampefrø og 4 mg/kg i hampefrøolie, hvilket altså er en hel del lavere end grænsen i bekendtgørelsen fra Sundheds- og Ældreministeriet.

De vejledende værdier betyder, at man må markedsføre fødevarer med et indhold af THC op til de angivne mængder, uden først at skulle dokumentere, at de ikke er farlige. Hvis man ønsker at markedsføre fødevarer med højere mængder THC, skal man kunne dokumentere sikkerheden af fødevaren overfor Fødevarestyrelsen.

Læs Fødevarestyrelsens vejledning om brug af industrihamp i fødevarer

Kontakt

Fødevarer

Saoirse McKeever Andersen

Fagchef for fødevarer