Gemt

Lad os få et nationalt kompromis om udenlandsk arbejdskraft

I denne uge fik vi endnu en beskæftigelsesrekord i Danmark. Vi har allerede mangel på arbejdskraft i mange brancher og i takt med, at der kommer flere beskæftigelsesrekorder, får vi mere mangel. Dansk Erhvervs administrerende direktør Brian Mikkelsen opfordrer til et nationalt kompromis om udenlandsk arbejdskraft.

Nyhed

Af Brian Mikkelsen, adm. direktør, Dansk Erhverv.

I denne uge fik vi endnu en beskæftigelsesrekord i Danmark. Vi er nu 2.747.700 lønmodtagere i Danmark – det højeste niveau nogensinde. Jeg glæder mig hver dag over, at vores virksomheder er i vækst og ansætter flere medarbejdere, men jeg kan desværre også se nogle skyer i horisonten. Vi har allerede mangel på arbejdskraft i mange brancher og i takt med, at der kommer flere beskæftigelsesrekorder, får vi mere mangel.

Udenlandsk arbejdskraft er en varm politisk kartoffel. På Christiansborg bliver det flittigt diskuteret, hvor mange vi skal have, og hvor de skal komme fra. Jeg vil gerne slå helt fast, at vi har behov for udenlandsk arbejdskraft. Hvis vi ikke havde udenlandsk arbejdskraft, ville vi være fattigere, end vi er i dag. Danskerne deler tilsyneladende også den holdning – 67 procent af danskerne er enige i at udlændinge, der arbejder og betaler skat i Danmark er velkomne. Fem procent er uenige, viser en ny meningsmåling, som vi har fået lavet. Virksomheder, som ikke kan få kvalificerede medarbejdere, siger nej til ordrer og sender opgaver ud af Danmark, det koster vækst, arbejdspladser og velfærd. Samtidig fortæller virksomhederne selv, at de mangler folk og gerne vil have bedre muligheder for at tiltrække dygtige udlændinge, når der er mangel på det danske arbejdsmarked.

Mit budskab er, at vi skal anerkende bredt, at vi har behov for udenlandsk arbejdskraft og at danskerne er positive overfor udenlandsk arbejdskraft. Derfor har vi brug for et nationalt kompromis, hvor alle ansvarlige partier går sammen med arbejdsmarkedets parter og finder nogle fornuftige løsninger, så virksomheder får lettere adgang til at ansætte personer, som ikke er EU-borgere - det vil kunne bidrage til at forebygge en overophedning af arbejdsmarkedet og til at sikre opsvinget, væksten og beskæftigelsen.

Det er ikke let, og jeg er helt på det rene med, at der er mange meninger, holdninger og interesser, som skal varetages. Men vi skal kunne samles om at sikre job og velstand til Danmark, det er vores vigtigste opgave lige nu. Recession eller overophedning af dansk økonomi kan ingen være tjent med. Dansk Erhverv er klar til at finde løsninger, og jeg håber, at vores partnere også er det.

Brian Mikkelsen

Kontakt

Direktionen

Brian Mikkelsen

Adm. direktør
Medarbejderprofil