Gemt

Dansk Erhverv kridter skoene til kamp mod afgifter i efterårets finanslovsforhandlinger

Frem mod de kommende finanslovsforhandlinger for 2019 fortsætter Dansk Erhverv kampen for at reducere afgifterne på slik, vin og spiritus med 25 procent. Derfor har Dansk Erhverv inviteret skatteministeren og Folketingets skatteudvalg på grænsehandelsstudietur til Sønderjylland.

Nyhed

Dansk Erhverv | POLITIK - 24. august 2018 Af Kristian Kongensgaard

For 20 år siden udgjorde salget af slik 30 procent af omsætningen i Frellsen Chokolades butikker. I dag udgør salget kun 5 procent. Det skyldes imidlertid ikke, at danskerne har mindre hang til søde sager end tidligere.

Ifølge virksomhedens direktør, Peter Frellsen, skyldes det i høj grad afgiften på nu cirka 26 kr. pr. kg slik og chokolade. Afgiften medfører ulige konkurrence fra grænsebutikker og illegal handel med slik og chokolade. Det fortæller han i ”Opgør med afgifterne”, der er en af Dansk Erhvervs seneste analyser om de konsekvenser, afgifterne har for de mængder af slik og chokolade, der grænsehandles for. De udgør en urimelig ulige konkurrencesituation for virksomheder som blandt andre Frellsen Chokolade.

Nøddeafgiften ”knækkes” på to år
Mens grænsehandel og illegal handel er udtryk for massiv konkurrenceforvridning, er også afgiftsbøvl i Dansk Erhvervs skudlinje. Derfor var det glædeligt for Dansk Erhverv, at det ved finanslovsforhandlingerne for 2018 lykkedes at få opfyldt ønsket om blandt andet at få ”knækket” nøddeafgiften. Inden for 2 år vil afgiften være udfaset. Derudover resulterede forhandlingerne i, at planlagte afgiftsstigninger på slik, chokolade og spiritus blev annulleret.

Men de gode resultater til trods er afgiftsopgøret ikke slut for Dansk Erhverv endnu. Erhvervsorganisationen har appetit på mere og er allerede i gang med at tage tilløb til finanslovsforhandlingerne for 2019. Målet er at få sænket afgifterne på de mange grænsehandelsfølsomme varer som for eksempel slik og chokolade samt øl, vin og spiritus.

Politikerne er lydhøre over for vores argumenter
”Også i år går vi ind i afgiftskampen med fuld styrke. Resultaterne fra sidste års finanslovsforhandlinger viste, at politikerne er lydhøre over for vores argumenter. De kan se, at afgifterne skaber så uhensigtsmæssige konsekvenser for danske virksomheder, at afgiftslettelser er den rette vej at gå for at gøre indhug i grænsehandlen og den illegale handel,” siger markedsdirektør Henrik Hyltoft, Dansk Erhverv, og fortsætter:

”Men sidste års resultater skal også ses som en indledende fase - man kan næsten sige, at det var opvarmningen. Hvis der virkelig skal gøres op med den ulige konkurrence, skal vi have sænket det eksisterende afgiftsniveau på grænsehandelsmagneterne med mindst 25 procent.”

Administrationen af afgifterne er ofte en bøvlet affære
Ud over, at der skal lavere afgifter på nydelsesmidler for at gøre op med grænsehandlen og den illegale handel, har Dansk Erhverv fortsat fokus på at forenkle en lang række bøvlede afgifter. De koster virksomheder tid og penge i administration,” påpeger skattepolitisk chef Jacob Ravn, Dansk Erhverv, og tilføjer:

”Afgifterne er i sig selv en økonomisk belastning, som gør danske varer dyrere end i vores nabolande. Men også selve administrationen af afgifterne er ofte en bøvlet affære for virksomhederne. Derfor arbejder vi for, at afgifterne ikke blot bliver sat ned, men også at de forenkles, så vi fjerner så meget administrativt bøvl som muligt for vores medlemmer.”

Forretningsudvikling i stedet for administrativt bøvl
Afgiftssystemet skaber besvær og ulige konkurrence for Dansk Erhvervs medlemmer på tværs af næsten alle brancher. Men fødevaregrossister er særligt udsat for et omstændeligt administrativt arbejde med at håndtere afgiftsberegninger. De skal ændres i alle IT- og lagersystemer, på prislister, kundeinformationer osv. hver gang, der ændres i et produkt med afgiftsbelagte ingredienser. Al den tid, der ikke bruges på værdiskabende aktiviteter i virksomhederne, er som udgangspunkt spildt. Det er udtryk for ulige konkurrence, fordi de udenlandske konkurrenter er fri for afgiftsbøvlet. De kan på den måde i stedet bruge deres tid på forretningsudviklende tiltag.

Skatteministeren anerkender grænsehandelsproblematikken
Dansk Erhverv mener også, at der er grund til at have positive forventninger til de kommende finanslovsforhandlinger:

”Skatteministeren har flere gange anerkendt grænsehandelsproblematikken. Derfor er vi fortrøstningsfulde, men samtidig også indstillet på, at der skal arbejdes benhårdt for sagen for at komme i mål med vores ønsker,” siger Henrik Hyltoft.

Dansk Erhverv hæfter sig ved, at grænsehandelsudfordringerne ikke kun har fået politikernes, men også pressens bevågenhed de seneste år. Det glæder Henrik Hyltoft, at både den landsdækkende, den regionale og den lokale presse over stort set hele Danmark er meget åben for at belyse grænsehandelsproblematikkerne.

Udfordringerne ved grænsehandel er ikke kun et sønderjysk fænomen
”Når pressen interesserer sig for at bringe historierne, vidner det jo om, at vi har fået skabt en generel bevågenhed om udfordringerne ved afgifterne på nydelsesmidler. Vi har fået det tydeliggjort, at udfordringerne ved grænsehandel ikke kun er et sønderjysk fænomen, og at illegal handel ikke kun finder sted i hovedstaden. Det er noget, som borgere og virksomheder over hele landet kan relatere til, fordi de fleste danskere har prøvet at grænsehandle. De fleste butikker og virksomheder rammes af de negative konsekvenser heraf,” forklarer markedsdirektøren.

Dansk Erhverv gi’r politikerne et lift
For at have fast grund under fødderne, når der skal arbejdes politisk, udgav Dansk Erhverv denne sommer to nye analyser med fokus på grænsehandel og illegal handel med nydelsesmidler.

Forud for finanslovsforhandlingerne sendes analyserne til Folketingets erhvervs-, finans- og skatteordførere samt andre interesserede politikere og embedsmænd i skatteministeriet, som Dansk Erhverv har en tæt dialog med.

Som optakt til efterårets finanslovsforhandlinger har Dansk Erhverv desuden inviteret skatteministeren og medlemmerne af Folketingets skatteudvalg på en grænsehandelsstudietur til Sønderjylland. Her skal de møde medlemsvirksomheder og med egne øjne se konsekvenserne af den konkurrenceforvridende grænsehandel og illegale handel, som de høje afgifter skaber, samt de negative miljømæssige konsekvenser. Turen forventes at give et afsæt for en god dialog med politikerne forud for forhandlingerne.

Vil du have politikere på besøg?
Dansk Erhverv opfordrer engros- og detailvirksomheder i Sønderjylland til at tage kontakt, hvis de er interesseret i at åbne dørene til deres virksomhed eller butik og fortælle politikerne på den kommende grænsehandelsstudietur, hvordan afgiftssystemet, grænsehandlen og den illegale handel påvirker deres forretning.

Kontakt politisk konsulent Lisa Gundsø, på telefon: 33 74 63 23, eller e-mail: lgu@danskerhverv.dk 

Kontakt

Handel, Byg, Teknik & Service

Henrik Hyltoft

Vicedirektør
Medarbejderprofil
Erhvervspolitik & Analyse

Jacob Ravn

Advokat, souschef PA og Skattepolitisk chef
Medarbejderprofil