Efter satspuljen: Socialområdet skal have en ny start

Bekymringen var til at tage og føle på. I sidste uge var en række af landets frivillige og sociale organisationer samlet i den gamle børsbygning hos Dansk Erhverv i København til årets sidste møde i det nystartede branchenetværk.

Dagsordenen var, med et moderne nydansk udtryk, blevet disruptet. Ikke af robotter eller fancy teknologier, men af finansloven og det faktum, at satspuljen nedlægges. Det fyldte naturligvis hos organisationerne og foreningerne, store som små, der spurgte, hvad der nu skal ske.

Den bekymring er berettiget. For hvis de berømte vandrør ellers talte sandt, kunne udfaldet i de sene forhandlinger gå flere veje.

I Dansk Erhverv er vi erhvervsorganisation for en række af civilsamfundets organisationer og dermed mange af modtagerne af satspuljemidlerne. Den nye model er bedre end frygtet og rummer potentiale til at blive en ny begyndelse for socialområdet. Det er i den grad tiltrængt!

At der måtte ændringer til, var åbenlyst. Svindelsagen fra Socialstyrelsen i Odense var (ikke kun i offentlighedens øjne) det sidste søm i ligkisten. Men vi er ikke i mål endnu.

For vi mangler at se, hvordan civilsamfundets med al dens mangfoldighed får mulighed for at søge midler til nye strategiske projekter og initiativer med klare mål og formål. I den offentlige debat har netop de penge været udskammet som uden værdi eller nedladende fået betegnelsen funny-money. Men det er ofte med netop puljestøtte, at en række af nutidens sociale fyrtårne og nye løsninger for udsatte grupper har set dagens lys. Og her står vi med en oplevelse af en Børne- og Socialminister, der har villet og kæmpet for det her område. Det anerkender vi.

Derudover er der driftsmidlerne; dér, hvor finansieringen af større og langsigtede indsatser nu flyttes over på finansloven. Det er et stærkt signal.

I kølvandet på finanslovsaftalen har der været fremsat en del proceskritik af forløbet. At faste rammer for en ny model allerede er skabt i et forhandlingslokale uden inddragelse. Kritikerne har ret. Nu er spørgsmålet, hvordan socialområdet tilgodeses i forbindelse med de varige midler. Hvordan vil den fordeling forløbe? Med hvilken inddragelse? Med hvilken gennemsigtighed?

Svarene er få. Set fra vores bord handler det nu om inddragelse. Herfra skal lyde en appel om det bredest mulige forlig i forbindelse med den nye reserve. Det fortjener socialområdet.