;
Gemt

Beskæftigelsesrekord lige om hjørnet

2.721.000 lønmodtagere – tæt på og så alligevel ikke – rekorden for antallet af lønmodtagere i sving på samme tid i Danmark må derfor vente en måned.

Nyhed

Selvom det var ventet, at beskæftigelsesrekorden ville lande i dag, så er der ingen grund til at hænge med skuffen, selv om det ikke blev tilfældet. En opadgående beskæftigelse er tegn på, at der fortsat er opdrift, vækst og optimisme i dansk erhvervsliv at hente. Spørgsmålet er dog, hvor længe.

”For i takt med, at arbejdsmarkedet tømmes for tilgængelige ressourcer af arbejdskraft, løber timeglasset for mulighederne for at fastholde en fortsat vækst blandt virksomhederne lige så stille ud. Den store udfordring er, at det tager tid, at løbe nye tiltag, der kan afhjælpe virksomhedernes stigende rekrutteringsproblemer, i gang. Derfor er det uklogt at udskyde reformdrøftelser indtil det tidspunkt, hvor udbredte flaskehalse på arbejdsmarkedet har tvunget vækstpotentialet i knæ. Hvis der skal handles, så hellere i dag end i morgen,” siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Stigende mangel kan sætte en positiv beskæftigelsesudvikling i stå
Mangel på kvalificeret arbejdskraft gør det vanskeligere for virksomheder på tværs af alle brancher og i alle dele af landet at rekruttere nye medarbejdere.

”Regningen lander i første omgang hos de virksomheder, som må opgive at finde nye medarbejdere, og derfor er nødt til at sige nej til nye kunder og opgaver eller alternativt vælger at sende opgaver ud af landet. Stigende rekrutteringsudfordringer rammer imidlertid alle virksomheder, der på grund af en stigende mangelsituation er nødt til at afsætte mere tid og bruge flere ressourcer, hver gang en ny stilling skal besættes. I størrelsesorden hver 5. rekruttering bliver ikke til noget på grund af mangel på kvalificerede ansøgere,” siger Peter Halkjær.

Manglende politisk opbakning koster arbejdspladser og økonomisk råderum
Gamle reformer får arbejdsudbuddet til at stige, men er slet ikke gearet til at dække behovet for arbejdskraft i det omfang, som efterspørgslen er steget gennem de seneste to et halvt år.

”Selvom man lægger tilgangen af udenlandsk arbejdskraft oveni, har det ikke kunne forhindre kapacitetspresset på arbejdsmarkedet og dermed manglen på arbejdskraft i at stige. Derfor burde alarmklokkerne for længst være gået på Christiansborg, der almindeligvis er optaget af at fremtidssikre både arbejdspladser og et økonomisk råderum, der er stort nok til at sikre de mange ønsker om velfærd og så videre, som fylder en del i debatten samme sted,” siger Peter Halkjær.

Nye reformer nu
Med afsæt i en fælles forståelse af, at det grundlæggende er godt for samfundet, når beskæftigelsen stiger, så burde der kunne samles flertal for reformer, der kan sikre et større udbud af arbejdskraft.

”Med mindre der kan tilvejebringes et flertal for væsentligt lempeligere adgang til udenlandsk arbejdskraft, så burde det ovenpå en kuldsejlet skattereform eventuelt overvejes at genbesøge planerne om at justere pensionsalderen. Selvom det næppe kan sikre et tilstrækkeligt stort udbud af arbejdskraft til at dække behovet, så er der behov for at stramme grebet om den del af gruppen af ledige, som reelt ikke står til rådighed for job og aktivering. Ligesom potentialet for at rekruttere fra grupperne på kanten af arbejdsmarkedet, herunder flygtninge, handicappede og ledige med andre udfordringer, heller ikke er udtømt,” siger Peter Halkjær.

Kontakt

Arbejdsmarked

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef
Medarbejderprofil