Gemt

Kæmp klimakampen klogt

Dansk Erhverv finder det klogt, at årets miljøøkonomiske vismandsrapport sætter fokus på, at klimaindsatsen skal tage udgangspunkt i den mest omkostningseffektive model.

Nyhed

Det Økonomiske Råd er kommet med sin miljøøkonomiske vismandsrapport, som har fokus på regulering af Danmarks udledningen af drivhusgasser. Dansk Erhverv bakker om den vigtige klimaindsats og understreger, at det er vigtigt, at kampen foregår internationalt, fordi klimaudfordringen er et globalt problem, der kræver globale løsninger.

”Klimakampen er en global kamp, og derfor er det vigtigt, at vi får skabt et effektivt europæisk kvotesystem. Det kræver, at der er en kvotepris, der afspejler skadesomkostningerne og som dermed bliver rettesnor for indsatsen på europæisk plan. Det er vigtigt, at der i den tilhørende danske indsats tages hensyn til konkurrencesituationen for erhvervslivet. Dansk Erhverv mener, at man skal være påpasselig med dansk enegang, hvor der indføres nye afgifter eller stilles særlig skrappe krav, som kun belaster danske virksomheder. Hvis man anvender afgiftsinstrumentet, bør provenuet føres tilbage til erhvervslivet” siger Geert Laier Christensen, underdirektør i Dansk Erhverv.

Personbiler dyr vej at gå
Vismandsrapporten slår desuden fast, at er muligt at reducere CO2-udledningen fra personbiler, men det er en dyr vej at gå.

”Det er en både interessant og rigtig konklusion. Personbiler er i forvejen hårdt beskattet, og det vil være samfundsøkonomisk dyrt at kaste klima-blikket den vej. Ser vi på idéen om at indføre kilometerafgifter fremfor afgifter på at købe og eje en bil, så er vi overordnet set positive. Men det vel at mærke under forudsætningen af, at det teknologisk kan sikres, at systemet er fejlfrit og administrativt billigt at indføre og bruge. Hvis ikke det er tilfældet, så er der risiko for store samfundsøkonomiske omkostninger. Endelig bør erhvervstransport være fritaget for eventuelle kilometerafgifter,” siger Geert Laier Christensen.