Gemt

PMI for Eurozonen faldt en smule i februar fra ekstremt højt niveau

Der er fortsat fuld tryk på den økonomiske kedler i Europa trods den finansielle uro i starten af februar.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar af cheføkonom Steen Bocian

Vi har fået tal for Eurozonens PMI (for industri og service). PMI er en god og hurtig indikator for udviklingen i europæisk økonomisk. Tallene viser, at PMI faldt en smule fra 58,8 i januar til 57,5 i februar. Men niveauet er fortsat meget højt, hvilket indikerer, at det europæiske opsving lever og har det godt. PMI på et så højt niveau, som vi har set i januar og februar indikerer en BNP-vækst i euroområdet på 0,9 pct. fra 4. kvartal sidste år til 1. kvartal i år. En så høj vækst i Europa er udtryk for et stærkt opsving. Faldet i PMI indekset hænger sandsynligvis sammen med aktieuroen i starten af februar – men det er altså værd at bemærke, at niveauet for PMI stadig er ekstremt højt trods den øgede finansielle usikkerhed – en del af faldet er derfor nok også bare udtryk for lidt mere normale tilstande.

Trods et lidt lavere PMI indeks, så ansætter de europæiske virksomheder fortsat flere medarbejdere – og beskæftigelsesindekset er for servicesektoren på det højeste niveau i 10 år. I den europæiske industri faldt beskæftigelsesindekset en smule tilbage, men det er værd at bemærke, at det kom fra det højeste niveau i 20 år. Beskæftigelsen har aldrig været højere i Europa end lige nu, men der er altså grund til at forvente mange flere rekorder.

Faldet i Eurozonens PMI var blandt andet forårsaget af et fald i det tyske PMI. Det er dog værd at bemærke, at også niveauet for tysk PMI er meget højt. Tysk PMI peger på en BNP vækst på i størrelsesordenen 0,9 pct. her i første kvartal. Det er ikke bare høj vækst, det er buldrende højkonjunktur. Med en tysk økonomi på
kanten af økonomisk overophedning er det ikke nødvendigvis dårligt, at den økonomiske fremgang går et gear eller to ned.

Samlet set så lever opsving i Europa i bedste velgående. Det lover også godt for det danske opsving. Vi har svært ved at følge med væksttempoet i resten af Europa, men så længe, at der blæser milde europæiske vinde ind over dansk økonomi, så fortsætter vores opsving sandsynligvis også.