Gemt

Bocians klumme: Vi bor tættere og tættere

Antallet af indbyggere i Danmark er per 1. januar i år nået op på det højeste niveau nogensinde, og da det kniber med at invadere nyt land i større stil, så er resultatet, at vi bor tættere og tættere.

Nyhed

Man lægger måske ikke så meget mærke til det, men vi bor tættere og tættere i vores lille kongerige. Antallet af indbyggere i Danmark er per 1. januar i år nået op på 5.781.200 personer, det højeste niveau nogensinde, og da det kniber med at invadere nyt land i større stil, så er resultatet, at vi bor tættere og tættere. Over det seneste år er vi blevet yderligere 32.400 indbyggere. På 10 år er antallet af indbyggere steget med 305.400 personer, så selvom man ikke lægger mærke til det, så er der altså tale om en ganske markant vækst.

Befolkningen i Danmark er ikke jævnt fordelt. Vi bor tættest i de store byer, mens der er lidt længere mellem indbyggerne i landkommunerne. Størst befolkningstæthed finder vi på Frederiksberg, hvor der bor mere end 12.000 personer per kvadratkilometer. Det er en meget høj befolkningstæthed, faktisk næsten dobbelt op i forhold til København. Så Frederiksberg er nok ikke det rette valg, hvis man synes, at det er lidt træls at have naboerne tæt på. Hvis man mere er til åbne vidder og ro i sjælen, så skal man gå efter en kommune som Tønder. Tønder er sammen med Læsø den kommune, hvor der er længst mellem indbyggerne. I Tønder bor der til sammenligning kun 30 personer per kvadratkilometer.

Generelt er Sydjylland karakteriseret af god plads. For landsdelen som gennemsnit bor der 83 indbyggere per kvadratkilometer. Det er noget lavere end landsgennemsnittet. Den tættest befolkede kommune i Sydjylland er Fredericia – her er der 381 personer per kvadratkilometer areal. På Fyn bor man noget tættere, der er i Odense 656 indbyggere per kvadratkilometer. Man bor dog endnu tættere i Aarhus, hvor der er 717 personer klemt sammen per kvadratkilometer, men der er altså stadigvæk meget langt op til Frederiksberg. Selvom Tønder ligger helt i bund, hvad angår befolkningstæthed, så er Vestjylland den landsdel, hvor man generelt kan gå længst uden at møde en sjæl.

Da folketallet stiger, så stiger befolkningstætheden i Danmark naturligvis også. Vi er nu 134 personer per kvadratkilometer – for ti år siden var tallet 127 personer. Måske nogle så vil spørge, hvor mange er der egentlig plads til? Tja, det er jo svært at svare på, men i Holland er der ud over tulipaner og træsko en noget højere befolkningstæthed end i vores lille kongerige. I Holland bor der mere end tre gange så mange mennesker på et areal, der er lidt mindre end Danmarks.

Selvom befolkningen i Danmark stiger, så stiger den ikke jævnt. Sjovt nok så er antallet af indbyggere i både Frederiksberg og Tønder faldende, men ikke af samme årsag. I storbyerne er indbyggerantallet i høj grad bestemt af, om der bliver bygget nyt, så der er plads til flere. Der er nemlig ikke mange tomme boliger i udgangspunktet. Der bygges ikke meget på Frederiksberg, og da flere og flere af os bor alene, og da vi generelt bor på flere boligkvadratmeter, så falder indbyggerantallet en smule i den kommune. Det gør sig bestemt ikke gældende i hverken Aarhus, Aalborg, Odense eller København, så det er ikke fordi, vi fravælger storbyerne i disse år. I de fire øvrige storbykommuner bliver der bygget nyt, og så stiger indbyggerantallet støt. Tønder er i en noget anden situation end Frederiksberg. Her har der gennem mange år været en fraflytning. Det er dog glædeligt, at faldet i befolkningstallet er løjet af, så selvom udviklingen ikke er vendt, så er den i hvert fald bremset op.

Det er dog ikke kun storbykommunerne, som oplever stigende indbyggerantal. Det gælder også kommuner, som Fanø, Rebild, Odder, Skanderborg og Syddjurs. Så stort er ikke altid godt.

Om man foretrækker by eller land er en smagssag. Jeg har det meste af mit liv boet i storbyen. Men jeg må indrømme, at der bestemt er dage, hvor jeg drømmer mig væk fra det larmende byliv til noget lidt mere stille. Så hvem ved, måske kommer jeg en dag til at bo i Tønder, jeg tvivler dog på, at jeg nogensinde lærer at spise solæg, der må også være en grænse.