Gemt

2017 blev et flot år for bilsalget - dog ikke et rekordår

Danmarks Statistik har offentliggjort tal for salget af biler frem til og med december 2017. Dermed har vi mulighed for at gøre status på bilsalget hele sidste år – et år hvor vi i starten så meget høje månedlige bilsalg, mens politiske forhandlinger om ny bilaftale gjorde, at bilsalget henover sensommeren gik meget ned i tempo.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar af økonom Jonas Spendrup Meyer

Tallene viser, at der i december var en tilgang på 17.800 nye biler, når der korrigeres for sæsonmæssige udsving. I absolutte tal kom bilsalget i hele 2017 op på næsten 221.500 nye biler – det er ca. 1.000 færre solgte biler end i 2016, men stadig meget højt historisk set.

Selvom de politiske forhandlinger i sensommeren var med til at bremse bilsalget sidste år, så er det vigtigt at huske på, at selvom forhandlingerne om den nye bilaftale var med til at bremse salget af biler i nogle måneder, så indeholdte den vedtagne aftale overordnet set en afgiftsmæssig lempelse – det er blevet billigere at købe bil som dansker. Det vil alt andet lige have en positiv og stimulerende effekt på bilsalget over tid.

At 2017 har været et så stærkt år for bilsalget skal ses i lyset af, at vi danskere nu i længere tid har oplevet en positiv udvikling i vores privatøkonomi. Beskæftigelsen er høj, vores lønningerne stiger mere end priserne på de varer vi køber og samtidig bliver vores boliger værd. Alt sammen er med til at gøre, at vi godt kan tillade os at bruge lidt flere penge på eksempelvis en ny bil. Med de økonomiske konjunkturer der omgiver os i øjeblikket kombineret med de seneste års lempelser mht. bilafgifter, så kunne 2018 også godt gå hen og blive et år med rigtig mange solgte biler.