Gemt

Kig i krystalkuglen for 2018

På tværs af sundheds-, ældre- og socialområdet ser det nye år allerede nu ud til at blive en travl affære, vurderer Dansk Erhverv.

Nyhed

Af Rasmus Larsen Lindblom og Katrina Feilberg Schouenborg, chefer for hhv. velfærd og sundhed i Dansk Erhverv

2017 var et begivenhedsrigt år inden for offentlig-privat samarbejde. Både på ældreområdet, socialområdet og sundhedsområdet. Politiske aftaler og udspil står nu i 2018 i kø for at blive vedtages, foldet ud og ikke mindst sendt ud at arbejde i en lokalpolitisk virkelighed, hvor nye kommunalbestyrelser og regionsråd lige om lidt sætter sig til rette.

Her får du et kig i krystalkuglen:

Måltal for konkurrenceudsættelse
Knap var den sidste julefrokost afholdt da Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med sin status for offentlig konkurrence dokumenterede et stort potentiale i inddragelsen af flere private aktører. Særligt inden for velfærd og sundhed. Skal de ambitioner indfries, er måltal for konkurrenceudsættelse et konkret redskab, hvor vi netop i 2018 forventer nyt på den front.

Men måltal er blot et redskab i skuffen og skal suppleres med andre initiativer for hvert område. Det dykker vi ned i her:

Ældreplejen: Et frit-valgs servicetjek skal have fokus på lige konkurrence
Borgerne skal have tillid til velfærd – om den er offentlig eller privat. Derfor var det vigtigt, at et enigt Folketing i starten af oktober indgik en politisk aftale, der skal forebygge konkurser i ældreplejen. Dansk Erhverv har, som landets største erhvervsorganisation af private virksomheder på ældreområdet, længe arbejdet for netop at forebygge disse konkurser.

Nu skal redskaberne virke, mener Dansk Erhverv. Men krav om bankgarantier og beredskabsplaner kan ikke stå alene. Derfor var det positivt, at regeringen senere samme måned præsenterede sit udspil til et styrket frit valg, og lancerede det servicetjek, der leder ind i det nye års første måneder. Her er det afgørende med et styrket frit valg for at skabe sammenhæng for borgeren på tværs af paragraffer, en fair prisberegning under godkendelsesmodellen og en stærkere konkurrence på kvalitet.

Sundhed: genoptræning og udspil om sammenhængende sundhedsvæsen
Også på det nære sundhedsområde er der lagt skinner ind i det nye år. Med regeringens fritvalgs-udspil ”Frit valg – bedre sammenhæng” fik vi opbakning til en genoptræningsgaranti, og med aftalen om en finanslov for 2018 blev finansieringen fundet. Nu bliver opgaven at sikre en model for godkendelse af de private leverandører, så kvalitet og tryghed bliver afgørende.

Regeringen har nu præsenteret første del af sit udspil til det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Her er vores fokus i det nye år at sikre sammenhæng på tværs af siloer, og at de ikke-offentlige leverandører får mulighed for at byde ind med deres kompetencer.

Socialpolitik: Sociale investeringer, ny Tilbudsportal og bedre konkurrence
De private og selvejende sociale tilbud er i dag en stor del af forudsætningen for, at den støtte vi som samfund giver udsatte grupper, er tilstede og virker. Deres rammevilkår står højt på Dansk Erhvervs dagsorden i det nye år, hvor bl.a. Tilbudsportalen og med den rammerne for handlen med sociale ydelser for milliarder bliver revideret, og hvor vi ser frem til at følge og bidrage til sociale investeringer eller Social Impact Bonds, som med stort politisk rygstød er på vej i Danmark.

Vækstplan for life science
Inden for lægemidler og medicinsk udstyr forventer vi ligeledes et interessant forår, når regeringen kommer med sin vækstplan for life science. Her er det Dansk Erhvervs ønske, at der skabes bedre rammer for de kliniske forsøg i regi af NEXT, at der kommer en eksportstrategi og at Lægemiddelstyrelsen styrkes.

Godt nytår og tak for samarbejdet i det gamle
Fælles for ovenstående er, at dialog med omverdenen bedst sker med inddragelse af Dansk Erhvervs medlemmer og den viden I har på velfærds- og sundhedsområdet. Vi ser frem til et aktivt 2018.

Kontakt

Sundhed og Life Science

Katrina Feilberg Schouenborg

Branchedirektør
Medarbejderprofil