Gemt

Uændret eksport i november - 2017 var et udfordrende år for eksporten.

Danmarks Statistik har offentliggjort tal for vores samhandel med udlandet frem til november sidste år. Dagens tal viser, at vareeksporten var uændret fra oktober til november – set over de seneste tre måneder så peger pilen dog op.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar af cheføkonom Steen Bocian

Målt over de seneste tre måneder, så er eksporten steget med 1,6 pct. Fremgangen i eksporten er selvsagt positiv, men skal dog ses i lyset af, at eksporten faldt i årets start. Vareeksporten eks. skibe og fly lå i november sidste år 1,2 pct. under niveauet i slutningen af året før. Generelt var 2017 et skuffende år for eksporten. Med høj vækst i Europa var der grund til at forvente fremgang kvartal for kvartal – men fremgangen udeblev. Målt i fastpriser var eksporten enten uændret eller faldende alle tre kendte kvartaler af sidste år. Året i år bliver forhåbentligt bedre – sidste år var valutakursbevægelserne en udfordring for dansk eksport – den udfordring skulle gerne være mindre i år.

Ser vi på landeudviklingen, så er det eksporten til EU, som er steget over de seneste tre måneder – blandt andet som følge af stigende eksport til Holland. Til gengæld er eksporten til Storbritannien og USA faldet. Det er dog værd at bemærke, at i de første 11 måneder af året 2017 har vi eksporteret mere til Storbritannien end samme periode året før. Så det er ikke oplagt, at der er tale om en brexit effekt.

Trods svag eksportudvikling i 2017 var der et meget solidt overskud på betalingsbalancen. Målt over de seneste 12 mdr. er overskuddet på 173,5 mia. kroner. Vi mangler nu kun én måned for at kende hele 2017. 2017 bliver næppe et rekordår – men det bliver ganske tæt på rekorden fra 2015, hvor overskuddet var på 178,7 mia. kroner for hele året. Så store overskud på betalingsbalancen er ikke hensigtsmæssige. Det er et udtryk for en økonomisk ubalance – i det danske tilfælde, at vi investerer for lidt.