Gemt

Godt med fornuftige regelændringer om udenlandske forskeres bibeskæftigelse

Regeringen er på vej til at justere reglerne for bibeskæftigelse for udenlandske forskere. Det er godt nyt, lyder det fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

Nyhed

En række udenlandske forskere bosat i Danmark har oplevet, at de er blevet politianmeldt, fordi de har holdt foredrag uden for den uddannelsesinstitution, hvor de var ansat. I en konkret sag er en amerikansk professor blevet politianmeldt, fordi vedkommende holdt oplæg for SKAT og Folketingets Skatteudvalg om sin forskning. Vedkommende havde nemlig ikke ansøgt Styrelsen for International Rekruttering og Integration om at holde oplæg uden for sin arbejdsplads. Men nu melder regeringen, at den vil sikre, at forskere får ubegrænset ret til bibeskæftigelse, som er relateret til deres hovedbeskæftigelse.

”Det er en god nyhed, for selvfølgelig skal højtuddannede udenlandske forskere ikke sidde bag et universitets tykke mure og holde deres værdifulde viden inden for en snæver kreds. Vi har jo netop fået dem her til landet, fordi de har en særlig indsigt i et område, som kun de færreste har. Det er glimrende, at der nu bliver blødt op for det absurde bureaukrati, som hidtil har hersket i forhold til de udenlandske forskere,” siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Frivilligt arbejde bliver tilladt
Også regeringens planlagte lempelser på andre områder vækker anerkendende nik hos Peter Halkjær.

”Der lægges i det kommende lovforslag også op til, at personer med arbejdstilladelse får mulighed for at lave frivilligt, ulønnet arbejde. Man kan næsten sige, at det manglede da bare,” siger Peter Halkjær.

Regeringen melder, at lovforslaget bliver fremsat i starten af februar.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef
Medarbejderprofil