Gemt

Kender du til en udenlandsk netbutik, der ikke betaler moms?

Hvis du oplever at blive udkonkurreret af udenlandske netbutikker, som du mistænker for at sælge til danske kunder uden at betale moms, vil Dansk Erhverv gerne høre fra dig.

Nyhed

Dansk Erhverv har gennem en årrække sat fokus på e-grænsehandlen og udenlandske netbutikker, som sælger til danske kunder uden at betale den lovpligtige danske moms. Det gælder både netbutikker fra andre EU-lande som netbutikker fra lande udenfor EU.

Danske virksomheder skal kunne tåle konkurrence, men den skal være fair og på lige vilkår. Det er det ikke, når der sælges uden at svare moms.

Når en netbutik eller onlineplatform målretter sig det danske marked, skal de betale dansk moms. Alligevel skriver nogle udenlandske netbutikker åbent, at deres priser er uden moms og nogle informerer også deres kunder om, at deres forsendelser stort set aldrig stoppes i tolden.

Skatteministeriet efterlyser eksempler
Dansk Erhverv har gennem årene haft løbende møder med Skatteministeriet om problemet og opfordret til at styrke kontrollen. Vi har også løbende spillet eksempler ind på netbutikker, der åbent kommunikerer, at de snyder med momsen og eksempler på netbutikker, som vores medlemmer mistænker for at gøre det.

Vi oplever heldigvis en stigende forståelse hos Skatteministeriet for at gøre noget ved problemet og på det seneste møde efterlyste ministeriet eksempler på udenlandske netbutikker, hvor der er begrundet mistanke for snyd.

Har du eksempler, så vil vi meget gerne høre om det. Send os et link til netbutikkens hjemmeside og beskriv hvorfor du mener, at der ikke betales moms, så sender vi det videre til Skatteministeriet.