Gemt

Brian Mikkelsen: Jeg glæder mig til arbejdet!

"For kort tid siden var jeg erhvervsminister. Nu er jeg administrerende direktør i Dansk Erhverv. Det er på alle måder et tilvalg, og jeg er rent ud sagt hamrende stolt lige nu. Dansk Erhverv er en stor og velfungerende organisation med dygtige mennesker. Vi samler virksomheder og foreninger med det mål, at vi sammen skal gøre Danmark til et bedre sted at drive virksomhed". Læs dagens kommentar fra Brian Mikkelsen i nyhedsbrevet Dansk Erhverv | POLITIK.

Nyhed

Dansk Erhverv | POLITIK - 29. juni 2018

Kære alle

For kort tid siden var jeg erhvervsminister. Nu er jeg administrerende direktør i Dansk Erhverv. Det er på alle måder et tilvalg, og jeg er rent ud sagt hamrende stolt lige nu. Dansk Erhverv er en stor og velfungerende organisation med dygtige mennesker. Vi samler virksomheder og foreninger med det mål, at vi sammen skal gøre Danmark til et bedre sted at drive virksomhed.

Det er et godt og et vigtigt mål, som rækker langt ud over den enkelte virksomheds interesse. For når det går godt for erhvervslivet, så går det også godt for Danmark. Det hænger uløseligt sammen.

Jeg har haft et langt og fantastisk liv i politik, og jeg synes i al beskedenhed, at jeg kan tillade mig at være stolt over det, som jeg har udrettet i mine 24 år som medlem af Folketinget og i mine 12 år som minister. Hvis jeg skal fremhæve én ting, som jeg er særligt stolt af at have været med til at skubbe i den rigtige retning, så er det digitaliseringen af Danmark. At vi er forrest i den digitale omstilling, er essentielt for danske virksomheders og dermed Danmarks fremtid. Det er store ord, men tro mig, det er sandt.

Nu er jeg så rykket over på den anden side af gaden fra Erhvervsministeriet og ind i den smukke Børsbygning. Et kapitel er lukket. Et nyt begynder.

Min opgave som ny administrerende direktør er klar. Jeg skal i samarbejde med Dansk Erhvervs flittige og dygtige medarbejdere udvikle og styrke vores organisation. Sammen skal vi blive endnu bedre til at betjene vores medlemmer, til at varetage erhvervslivets interesser på alle niveauer og arbejde for, at vi som organisation løfter os endnu mere.

Det er en kæmpe og spændende udfordring, som vi står overfor.

Men hvad så nu? Kommer jeg med en fiks og færdig plan for de næste tre år, og så er det bare at gå i gang? Nej, det er ikke tilfældet.

Der er cirka et halvt år tilbage af den eksisterende strategi, og imens tilrettelægger vi i fællesskab en ny strategi. Det arbejde glæder jeg mig til at gå i gang med!

Lige nu er jeg i fuld gang med at lære Dansk Erhverv endnu bedre at kende. Mit førstehåndsindtryk er mere end godt.

I det hele taget venter spændende, udfordrende og hårdt arbejde forude.

Jeg er klar til at tage fat og sikre, at vi bliver endnu stærkere og endnu bedre!

Med venlig hilsen

Brian Mikkelsen