Gemt

Firmaernes salg stiger efter fire måneder med fald

Danmarks Statistik har netop offentliggjort nyeste tal for udviklingen i firmaernes salg frem til og med april i år. De nyeste tal viser, at virksomhedernes salg ekskl. energi steg med 1,4 pct. i april – stigningen er trukket af et højere indenlandsk salg.

Nyhed

dagens økonomiske kommentar af økonom jonas spendrup meyer

Det højere salg i april skal dog ses i lyset af et faldende salg i de fire foregående måneder, hvilket har været skuffende. At det er det indenlandske salg, der trak firmaernes salg op i april bekræfter signalerne fra andre nøgletal, hvor især eksporten – dvs. salget til udlandet – har skuffet de seneste måneder.

Selvom tallene for april viste, at firmaerne solgte mere i forhold til måneden forinden, er det vigtigt at huske på, at vi med de nyeste tal blot er kommet op på omtrent samme niveau, som det vi havde for ca. et år siden. Når man tænker på, at dansk økonomi befinder sig i et opsving, så er det en smule skuffende, at virksomhedernes salg ikke rigtig er vokset det seneste år. Kapacitetsbegrænsninger for virksomhederne kan have spillet en negativ rolle, da det lægger en dæmpe på i hvilket omfang, der kan tages nye ordrer ind. Uden for landets grænser truer en potentiel fremtidig global handelskrig, hvilket på sigt vil kunne ramme en lille åben økonomi som den danske rigtig hårdt.

Efter nogle sløje måneder er det positivt at virksomhedernes salg igen begynder at vise tegn på at Danmark rent faktisk er i et økonomisk opsving. Overordnet set har virksomhedernes salg ikke signaleret særlig høj vækst, og vi kan kun håbe på at de positive tal for april er tegn på, at den lidt kedelige tendens med faldende virksomhedssalg nu er brudt.