Gemt

Forbrugerombudsmanden: Flaskevand købt på nettet er omfattet af fortrydelses-retten

27. juni 2018

Forbrugerombudsmanden har udtalt, at flaskevand købt online ikke er undtaget fra fortrydelsesretten, når vandet sendes til forbrugeren med almindelig post. Udtalelsen har betydning for webshops, der sælger drikkevarer.

 

Er vand på flaske undtaget af fortrydelsesretten? Det spørgsmål stillede en netbutik sig selv. For at blive klogere bad de Forbrugerombudsmanden om en forhåndsbesked.

Fødevarer og drikkevarer mv. kan være undtaget fra fortrydelsesretten, hvis de særlige betingelser i forbrugeraftalelovens § 18 er opfyldt:

Undtagelse 1: Fødevarer mv., der leveres til forbrugerens hjem mv. af erhvervsdrivende, ”der ofte og regelmæssigt betjener faste ruter”.

Efter forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 1 er ”aftaler om levering af fødevarer, drikkevarer eller andre varer til husholdningens løbende forbrug, som leveres fysisk til forbrugerens hjem, bopæl eller arbejdsplads af en erhvervsdrivende, der ofte og regelmæssigt betjener faste ruter”, undtaget fra fortrydelsesretten.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at da vandflaskerne blev sendt til kunden med almindelig post, var det ikke var undtaget fra fortrydelsesretten.

Undtagelse 2: Varer som bliver forringet eller fordærvet hurtigt

Varer, som må antages at blive forringet eller forældet hurtigt, er også undtaget fra fortrydelsesretten.  

Forbrugerombudsmanden udtalte, at flaskevand ikke var en vare, der må antages at blive forældet eller forringet hurtigt.

Undtagelse 3: Varer forseglet af hygiejnemæssige årsager

”levering af forseglede varer, som af sundhedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssige årsager ikke er egnet til at blive returneret, og hvor forseglingen er blevet brudt efter leveringen”, er undtaget fra fortrydelsesretten.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at hvis forseglingen var brudt på flaskevandet, ville fortrydelsesretten bortfalde, men som udgangspunkt er der altså fortrydelsesret.

Udtalelsens betydningen for online salg af drikkevarer

Forbrugerombudsmandens udtalelse betyder, at fx drikkevarer ikke generelt er undtaget fra fortrydelsesretten.

Hvis man er en virksomhed, der leverer drikkevarer og andre varer til husholdningens løbende forbrug, vil drikkevarer derimod være undtaget, hvis ”den erhvervsdrivende [sælgeren] ofte og regelmæssigt betjener faste ruter”.

Rækkevidden af denne bestemmelse er uklar, men Forbrugerombudsmanden har nu slået fast, at når man leverer en sådan vare med almindelig post, er betingelsen ikke opfyldt.

Reglen fortolkes ellers forholdsvist lempeligt i dansk ret. I fx Tyskland og Holland fortolkes reglen meget restriktivt, så den kun gælder, når fx mælkemanden hver uge leverer samme vare til samme kunder.

Læs Forbrugerombudsmandens udtalelse

Artiklen blev oprindeligt publiceret på fdih.dk