;
Gemt

Fortsat optimisme i dansk erhvervsliv, men handelskrig truer

Danmarks Statistik har offentliggjort de såkaldte konjunkturbarometre for dansk erhvervsliv frem til og med juni i år. Erhvervslivets optimisme har ifølge konjunkturbarometrene peget lidt i hver sin retning på det sidste.

Nyhed

dagens økonomiske kommentar af økonom jonas spendrup meyer

De nyeste tal viser, at industriens konjunkturbarometer faldt fra 4 i maj til 2 i juni. Den underliggende tendens for industriens konjunkturbarometer peger dog stadig opad, men eskalerer handelskrigen mellem USA og andre store økonomier, vil det kunne dæmpe den globale efterspørgsel og formentlig over tid også smitte af på optimismen i industrien herhjemme.

Optimismen i servicesektoren var uændret fra maj til juni – ligesom den var det fra april til maj. Dermed ligger serviceerhvervets konjunkturindikator fortsat på 9, hvilket isoleret set er udtryk for en pæn optimisme. Det nuværende niveau er dog noget lavere end niveauet fra starten af året. Tendensen har dermed været nedadgående i 2018, men dog fra et meget højt niveau i årets første måneder. Servicesektoren er den store jobskaber herhjemme, så den fortsat generelt pæne optimisme i serviceerhvervene lover godt for beskæftigelsesudviklingen over de kommende måneder, om end måske i et lidt mere moderat tempo end vi efterhånden er blevet vant til.

Konjunkturindikatoren for bygge og anlæg tog et lille dyk ned fra -2 i maj til -3 i juni, mens konjunkturindikatoren for detailhandel som den eneste af de 4 konjunkturbarometre var højere i juni end i maj. Således steg konjunkturindikatoren for detailhandel til et niveau på 11, og den underliggende tendens for optimismen i detailsektoren er også positiv – hvilket også blev underbygget tidligere på ugen, da vi fik meget flotte tal for udviklingen i detailsalget i maj.