Gemt

Udviklingsplan for Vestkysten kan sætte standard for turismeudvikling

Regeringens udviklingsplan for Vestkysten er netop blevet lanceret. Dansk Erhverv har fulgt Dansk Kyst- og Naturturisme siden fondens tilblivelse i 2015 og ser udviklingsplanen som et foreløbigt højdepunkt i fondens virke.

Nyhed

Udviklingsplanen er et ambitiøst grundlag for øget erhvervsudvikling indenfor turismen i det vestlige Danmark. Dansk Erhverv hæfter sig særligt ved, at formuleringen af planen er sket i tæt samarbejde med de private turismeaktører, og at planen har et klart sigte på at skabe øget omsætning og beskæftigelse i den private turismesektor langs Vestkysten.

Regeringen og Dansk Folkeparti indgik den 24. maj en detaljeret aftale om et forenklet erhvervsfremmesystem. Det var i den forbindelse særligt vigtigt for Dansk Erhverv, at regionernes hidtidige finansiering af Dansk Kyst- og Naturturisme videreføres via Erhvervsministeriet.

”Det er særligt positivt at planen tager fat der, hvor potentialet er størst. Det gælder overnatningskapacitet, manglende synlighed og samarbejde og et svagt investeringsniveau,” siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, og fortsætter:

”Timingen er god. Udviklingsplanens kraftige fokus på destinationsudvikling og at skabe større og stærkere destinationer er helt i tråd med fremtidens turismefremmesystem. Det er meget positivt, at udviklingsplanen vil eksekvere på behovet for øgede investeringer i ny kommerciel overnatnings- og oplevelseskapacitet, samtidig med at den lægger op til en øget samtænkning mellem offentlige og private investeringer. I Dansk Erhverv ser vi frem til at deltage i arbejdet og hjælpe med at sikre, at udviklingsplanen leverer på den nationale strategi for dansk turisme 2025 – med Vestkysten som vækstlokomotiv.”

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil