Gemt

Fornuftig aftale om deleøkonomi

Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv tager vel imod den netop indgåede politiske aftale om deleøkonomi, men minder om, at det er afgørende at sikre implementeringen.

Nyhed

Dansk Erhverv hilser den nye deleøkonomiske aftale, som regeringen har indgået med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, velkommen.

”Vi har længe efterspurgt en lang række tiltag for at sikre, at vi håndterer deleøkonomien fornuftigt i Danmark. Der er en række udfordringer, som skal løses, samtidig med at vi skal have fokus på at høste de mange gevinsterne som deleøkonomien samtidig åbner op for,” siger underdirektør i Dansk Erhverv, Geert Laier Christensen.

Afgørende at sikre implementeringen
Dansk Erhverv bifalder således de forskellige tiltag, som blandt andet skal sikre, at der føres tilstrækkelig kontrol og svares skat af de indtægter, der formidles igennem deleøkonomien.

”Vi skal have sikret en skattemæssig kontrol, og derfor er vi meget positive over for de forskellige tiltag, den deleøkonomiske aftale lancerer. Men vi minder dog om, at det er afgørende at sikre, at denne kontrol også kommer til at blive tilstrækkelig omfattende og effektiv i praksis. Det er afgørende, at vi også følger implementeringen helt til dørs i stedet for at lade opmærksomheden flytte sig væk nu, hvor der er landet en aftale. Der er også fortsat en række regulatoriske problemstillinger og spørgsmål, som vi skal sikre, at der kommer gode løsninger på. Dansk Erhverv ser derfor frem til at fortsætte dialogen omkring deleøkonomien i Danmark, og stiller os naturligvis gerne til rådighed for yderligere drøftelser og det videre arbejde,” siger Geert Laier Christensen.