Gemt

Ghetto-beboere skal i arbejde

Det kan lade sig gøre at få flere ikke-vestlige indvandrere i arbejde. Erfaringerne med nye flygtninge skal bruges, lyder det fra Dansk Erhverv i kølvandet på regeringens ghettoudspil.

Nyhed

En sikker vej til bedre integration er, hvis flere ikke-vestlige indvandrere kommer i arbejde. Det vil også forbedre samfundsøkonomien betragteligt. Derfor skal der sættes fokus på at få flere fra denne gruppe i arbejde.

”Vi ved, at nogle har siddet på passiv forsørgelse år efter år. Det er uholdbart for samfundet og for den enkelte. Ser vi på erfaringerne med nyankomne flygtninge, så viser det sig, at det faktisk kan lade sig gøre at få personer fra de pågældende lande i arbejde. Samtidig står vi midt i et opsving, som betyder, at mulighederne for beskæftigelse på arbejdsmarkedet er historisk gode. Derfor er nu, der skal sættes ind og trækkes i de håndtag, som vi ved, virker,” siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Puljemidler kan ikke stå alene
Regeringen har meldt ud, at den vil give en kontant belønning til kommuner, som får flere indvandrere af anden etnisk herkomst i job og på skolebænken.

”Det er glimrende, at kommunerne nu har et konkret incitament til at forbedre indsatsen på området. Især hvis midlerne rettes mod den del af målgruppen, som ikke længere er omfattet af integrationsprogrammet. Men tiltaget kan ikke stå alene, for der er flere elementer i kommunernes tilgang, som skal opgraderes, hvis projektet skal lykkedes. Erfaringerne med nye flygtninge viser, at det virker, når der stilles krav og satses intensivt på en sammenhængende virksomhedsrettet indsats,” siger Peter Halkjær.

Kvinder mere i fokus
”Især mange ikke-vestlige kvinder er kommet langt væk fra arbejdsmarkedet, og det skal der handles på. Mange har ufortjent fået et label som uegnede til at arbejde og er reelt opgivet af systemet, selvom de hverken er syge eller på anden måde uarbejdsdygtige. Et første skridt er derfor, at få omplaceret de aktivitetsparate indvandrere, som har en intakt arbejdsevne, til jobparate. Det giver et bedre udgangspunkt for at stille krav og for at sanktionere i det omfang kravene ikke efterleves,” siger Peter Halkjær.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef
Medarbejderprofil