Gemt

Handelskrig har ingen vindere

Trumps skadelige populisme kan udløse en handelskrig mellem USA og EU, som vil have alvorlige konsekvenser for både europæiske og amerikanske borgere, mener Dansk Erhverv.

Nyhed

USA’s annoncering af øget importtold på stål og aluminium risikerer at blive starten på en langvarig handelskrig, som i værste fald kan få store konsekvenser for den globale økonomi.

”Det er svært for EU og Danmark ikke at svare igen på de amerikanske initiativer om told, men vi ser kun tabere og ingen vindere i en eventuel handelskrig mellem EU og USA. Det er vores stærke forhåbning, at det ikke kommer dertil, og at diplomatisk benarbejde og sund fornuft nu vil sætte sig igennem,” siger chefkonsulent Michael Bremerskov Jensen fra Dansk Erhverv.

Den amerikanske præsident har annonceret, at hvis EU som modtræk indfører straftold på amerikanske importvarer, vil USA svarer igen med straftold på endnu flere europæiske varer, og det kan få store konsekvenser – også for Danmark.

”En meget stor del af vores vækst hænger sammen med global frihandel. Danmark er en lille, åben økonomi, hvor eksport og import af såvel varer som tjenester udgør ca. 100 pct. af vores BNP. Derfor er det afgørende, at danske virksomheder ikke kommer til at lide under flere handelsbarrierer eller stigende toldsatser,” siger Michael Bremerskov Jensen.  

USA er verdens største økonomi og har i mere end 60 år været den ledende kraft bag handelsliberalisering i WTO. Dette protektionistiske skridt fra Washington sender et negativt signal til det internationale samfund om, at USA ikke længere står som den naturlige garant for den frie verdenshandel.

”Trump gør knæfald for populismen, og hans protektionistiske beslutning vil gøre langt mere skade end gavn for det amerikanske folk. Vi står bag regeringens og EU’s linje og håber, at regeringen og EU hurtigt gennem diplomatiske kanaler, kan tale fornuft og finde praktiske løsninger,” siger Michael Bremerskov Jensen.

Kontakt

EU og International

Michael Bremerskov Jensen

Fagchef for Global Markedsudvikling
Medarbejderprofil