Gemt

Det statslige dyrevelfærdsmærke kan nu bruges på kyllinger

I starten af november blev ordningen om det statslige dyrevelfærdsmærke udvidet fra kun at gælde for grisekød til også at gælde for kyllinger.

Nyhed

DANSK ERHVERV | FØDEVARER - 27. NOVEMBER 2018

Efter kun et år med dyrevelfærdsmærket er ca. hver fjerde pakke dansk svinekød i butikkerne nu mærket med et, to eller tre hjerter. Derfor har Miljø- og Fødevareministeriet valgt at udvide mærkningsordningen, så den også gælder danske kyllinger. De dyrevelfærdsmærkede kyllinger har været i butikkerne siden starten af november.

For at en kylling kan opnå dyrevelfærdsmærket, skal den være fra en race, der vokser langsomt, turen til slagteriet skal være kortere og kyllingerne skal have mere plads, end loven ellers kræver. Se de mere specifikke kriterier for at opnå hhv. et, to eller tre hjerter herunder:

  • Et hjerte: Langsommere voksende racer, mere plads, øget kontrol med skader på trædepuder og mindre transporttid.
  • To hjerter: Endnu mere plads og miljøberigelse i form af fx grovfoder, beskæftigelsesmateriale eller adgang til frisk luft.
  • Tre hjerter: Meget mere plads, attraktivt udeareal med fx træer eller buske og bedre mulighed for aktivitet og beskæftigelse.