Gemt

Muligheden for sporadisk indberetning af løn ophører

Den 1. januar 2019 ophører virksomheders mulighed for at indberette ansattes løn (A-skat og am-bidrag) sporadisk. Det betyder, at man som virksomhed fremover skal lave en såkaldt nul-angivelse i de måneder, hvor der ikke er udbetalt løn til ansatte. Og det kan blive dyrt, hvis man glemmer det. Det meddeler Skattestyrelsen.

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 15. NOVEMBER 2018

Den 1. januar 2019 afskaffes virksomheders mulighed for at være registrerede med pligten sporadisk indberetning af løn (A-skat og am-bidrag).
Det betyder, at de pågældende virksomheder, som alle andre virksomheder, fremover skal foretage en såkaldt nul-indberetning i måneder, hvor der ikke er udbetalt løn til ansatte.

Ændringen skal sikre, at virksomheders lønindberetninger fremover sker korrekt og rettidigt. Samtidig får Skattestyrelsen bedre mulighed for at føre kontrol med lønindberetninger.

Automatisk omregistrering af indberetningspligt
Virksomheder, der i dag kun har pligt til at indberette løn i måneder, hvor der reelt er sket en lønudbetaling, vil automatisk blive omregistreret pr. 1. januar 2019. De pågældende virksomheder vil herefter alle have pligt til at indberette løn på månedlig basis.

Skattestyrelsen oplyser virksomhederne om omregistreringen og virksomhederne skal i udgangspunktet ikke selv gøre noget i den forbindelse. Men det skal de fremadrettet.

Hvis virksomheden efter 1. januar 2019 ikke selv sørger for at lave en nul-indberetning i måneder uden lønudbetalinger, vil Skattestyrelsen gå ind og foretage et skøn og foretage en foreløbig fastsættelse. En manglende indberetning udløser samtidig en afgift på 800 kr.

Afmeld pligten som arbejdsgiver
En række virksomheder foretager i dag slet ingen indberetninger af A-skat og am-bidrag. Virksomheder, som ikke forventer at foretage lønudbetalinger fremover, bør derfor overveje at ændre deres status som arbejdsgiver på virk.dk.

Det kan fx være foreninger, der i dag er registreret med CVR.nr., men som ikke har ansatte, der udbetales løn til.

Ændringen påvirker ikke de virksomheder, der i dag i forvejen har pligt til at indberette ansattes løn hver måned.

Sådan afmelder I pligten som arbejdsgiver:

  1. Fremsøg jeres virksomhed med CVR-nummer, eller vælg den under Dine virksomheder.
  2. Klik Ændre, og vælg Ændre/Rediger virksomhed.
  3. Afmeld pligten ved at klikke ud for feltet Afmeld. 
  4. Tjek, at I får en kvitteringsmail fra virk.dk. Afmeldelsen er først gennemført, når I har fået den.

Særligt for foreninger og personligt ejede virksomheder, der alene er registrerede med pligten sporadisk indberetning
Foreninger og personligt ejede virksomheder, der afmelder sig pligten som arbejdsgiver skal hvis de fortsat ønsker at bibeholde deres cvr-nummer omregistrere sig på virk.dk.

Foreninger skal registrere sig som frivillig forening.

Personligt ejede virksomheder skal registrere sig som personligt ejet mindre virksomhed.

Hvad sker hvornår?
• Ændringen sker pr. 1. januar 2019.
• Omregistreringen sker automatisk og som virksomhed, skal man ikke selv foretage sig noget i den forbindelse.
• I januar 2019 skal der alene indberettes til eIndkomst, hvis der er udbetalt løn i december 2018 (der skal ikke foretages nulindberetning). Det vil sige efter de nuværende regler.
• Den 11. februar er første indberetningsdato (løn for januar 2019) efter, at de nye regler er trådt i kraft.

Kilde: Skattestyrelsen.