Gemt

24 konkrete forslag fra Vækstteam for handel og logistik

Vækstteam for handel og logistik har præsenteret 24 konkrete anbefalinger til regeringen, der skal styrke handels-, logistik- og transportvirksomheder i et digitalt og konkurrenceintensivt marked.

Nyhed

Pressemeddelelse, den 19. november 2018

I dag er kimen blevet lagt til en mere fremtidssikret og konkurrencedygtig handels- og transportsektor i Danmark. I hvert fald hvis man spørger Vækstteam for handel og logistik, som i dag har præsenteret 24 konkrete anbefalinger til regeringen, der skal styrke handels-, logistik- og transportvirksomheder i et stadigt mere digitalt og konkurrenceintensivt marked.

De 24 anbefalinger er resultatet af, at Vækstteamet siden maj måned har arbejdet på at finde løsninger på nogle af de største udfordringer, som handels- og logistikbrancherne i dag oplever i et marked, der er præget af den digitale udvikling og e-handel, stigende international konkurrence og foranderlige kompetencebehov.

Derfor er de 24 anbefalinger inddelt i tre overordnede målsætninger, som afspejler disse markedsvilkår, nemlig ’fremme vækst og digital omstilling’, ’lige konkurrencevilkår’ og ’forenkle hverdagen for handels- og logistikvirksomheder’.

Med anbefalingerne og rapporten, der netop er offentliggjort på et pressemøde i dag, hvor også erhvervsminister Rasmus Jarlov og transportminister Ole Birk Olesen var til stede, har Vækstteam for handel og logistik nu leveret et konkret arbejdspapir til regeringen, der fortæller politikerne præcis hvad de bør gøre for at fremme og styrke handels- og logistikvirksomheder både i Danmark og internationalt.

Opgøret med ulige konkurrencevilkår er længe efterspurgt af Dansk Erhverv
Dansk Erhverv har i flere år peget på en række konkrete problemer inden for de temaer, som også har optaget Vækstteamet, fordi det netop er disse områder, der gør det svært for handels- og logistikvirksomheder at stå stærkt i et globalt marked, hvor den nærmeste konkurrenter ikke længere kun befinder sig lige rundt om hjørnet, men måske på den anden side af kloden med andre krav til fx produktsikkerhed eller moms- og skattebetalinger.

Derfor er vi i Dansk Erhverv særligt glade for, at Vækstteamet har bedt politikerne om at gøre op med urimelige konkurrencevilkår ved blandt andet at nedsætte en taskforce for lige konkurrencevilkår online, tage et opgør med momssnyd online ved at fjerne bagatelgrænsen for, hvornår udenlandske virksomheder skal betale dansk moms ved salg til danske forbrugere, samt at styrke kontrollen af hvorvidt produkter til salg på det danske marked lever op til danske – og europæiske – krav for produktsikkerhed.

Vækstteamets anbefalinger viser derudover også positive takter for transport- og logistikbranchen, idet Vækstteamet anbefaler, at regeringen skal sikre ens regler i EU på vejtransportområdet samt at regeringen skal have fokus på at sikre arbejdskraft i lyset af rekrutteringsudfordringerne i branchen.

Dansk Erhverv opfordrer regeringen til hurtigt at trække i arbejdstøjet
Vækstteam for handel og logistik har udstukket en vigtig retning for den danske handelssektor, men det afgørende for at få realiseret de mange potentialer som Vækstteamet har identificeret er, at regeringen hurtigt kommer i arbejdstøjet og får implementeret de initiativer, som ligger i de 24 anbefalinger.

Dansk Erhverv vil derfor følge regeringens arbejde tæt og lægge pres på for, at initiativerne hurtigst muligt kommer ud og gør en reel forskel for handels- og logistikbranchen.

Læs Vækstteamets 24 anbefalinger

Vækstteam for handel og logistik (nov. 2018)

pdf

Download

Kontakt

Handel, Byg, Teknik & Service

Henrik Hyltoft

Vicedirektør
Medarbejderprofil