Gemt

Udnyt udenlandske lederes fulde potentiale

Mange danske virksomheder oplever mere besvær end forventet, når de ansætter udenlandske ledere. Her er en konkret plan for tiden efter ansættelsen, som kan hjælpe på kultur- og ledelses-mødet.

Nyhed

DANSK ERHVERV | INTERNATIONALT -  8. OKTOBER 2018

Af Signe Biering, erhvervscoach

En britisk mellemleder bliver fyret efter tre måneder, fordi hun ikke “leverer varen”. Ifølge hende selv kræver virksomheden, at hun skal bidrage på tværs af organisationen - noget der ikke var beskrevet i kontrakten. En tysk topleder stopper i utide efter at have forsøgt sig med pendling. Han og familien “faldt ikke til” i Danmark.

En dansk virksomhedsejer vil ikke igen rekruttere fra udlandet. Der var for mange opslidende konflikter mellem den udenlandske leder og de danske medarbejdere.

Tre eksempler fra virkelighedens verden, hvor danske virksomheder i stigende omfang ansætter - ikke blot specialister, men også ledere fra udlandet.

En vigtig udvikling, da udenlandske ledere er med til at styrke danske virksomheders konkurrencesituation med afgørende kompetencer. Som erhvervscoach oplever jeg desværre, at danske virksomheder generelt får for lidt ud af de internationale ledere, fordi ledelsesstil og kulturforskelle forstyrrer.

Dag-til-dag læring
I min optik kunne sagerne ovenfor være undgået - ikke med et kursus i dansk kultur (65 procent af læring fra kurser mistes efter en uge) - men ved at tage helt jordnære skridt. Start med en plan for de første måneder af en leders ansættelsesperiode og praktiske samtaler, der sikrer dag-til-dag læring.

Planen kan omfatte blandt andet: 

  • En konkret gennemgang af lederens kontrakt, først med HR og ledelsen og siden med den nyankomne, med øje for mulige uoverensstemmelser og kulturelle faldgruber, for at afstemme de kulturelle eller personlige forventninger.
  • En praktisk afklaring af den nye leders måder at lede på - og sammenholde med virksomhedens samarbejdsprincipper og danske kulturelle normer.
  • Direkte håndtering af den uundgåelige ensomhed - fagligt og socialt - ved den ‘dobbelte isolation’, der følger af både at være leder og samtidig flytte til et andet land. Og med den medfølgende families i øvrigt ofte høje forventninger til deltagelse på hjemmefronten. Det kræver konkrete forslag og handlemuligheder - på trods af en presset kalender mv.

Skal italesættes
Danske virksomheder skal fortsat ansætte ledere fra udlandet. Men vi må og skal tale om de særlige omstændigheder, de kommer hertil under - uden netværk og med en anden ledelseskultur. En målrettet indsats fra virksomheden i samarbejde med erhvervsmentorer og -coaches kan være med til at sikre, at den udenlandske leder ikke kun bliver et kort bekendtskab, men at man får udnyttet lederens fulde potentiale.

Signe Biering Nielsen er erhvervscoach hos The Coaching Room.