;
Gemt

36 millioner kroner skal gøre ledere af SMV’er stærkere på digitalisering

Danmark skal have fuldt udbytte af den digitale omstilling. Danske virksomheder er allerede godt med på den digitale bølge, men konkurrencen er benhård og global.

Nyhed

pressemeddelelse den 25. september 2018

Af samme årsag lancerer Erhvervsstyrelsen nu en række initiativer, der skal løfte Danmarks digitale potentiale i især mikro-, små- og mellemstore virksomheder. Ét af de tiltag er projektet ”Digital Ledelseskultur”, der over de kommende tre år hiver 1540 ledere og nøglepersoner igennem et kompetenceskabende forløb, der zoomer ind på, hvad der reelt set skal til for at skabe en digital virksomhedskultur for danske firmaer. Til det er der bevilliget 36 millioner kroner. 

Bag projektet står projektansvarlig UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole samt national projektleder Lifestyle & Design Cluster - de står i spidsen for et konsortium med en samling erhvervsakademier, universiteter, brancheorganisationer, klynger og innovationsnetværk med flere, som alle har det til fælles, at de har massiv erfaring med digitalisering og ledelse.

Hvad går det ud på?
Digital Ledelseskulturs primære formål er at skabe et kompetenceudviklende forløb, der udvikler 770 danske virksomheder i størrelserne mikro, små og mellemstore. Igennem det treårige forløb skal disse virksomheder via forskellige initiativer med fokus på tilbud til den øverste ledelse udvikle sig rent digitalt, så de er i stand til at sikre virksomhedens langsigtede overlevelsesstrategi.

Igennem velafprøvede metoder, øvelser og læringsforløb søger projektet at kompetenceudvikle den øverste ledelse samt andre nøglepersoner i virksomheden, da al Erhvervsstyrelsens erfaring viser, at netop disse personer skal være dybt involveret og engagerede i en digital strategi, hvis en digital kultur skal forankre sig i virksomhedens DNA. 

Digital Ledelseskultur​ er et kompetenceudviklende program, hvor virksomhedens egne behov sættes i centrum for kompetenceudviklingen. Projektet strækker sig fra

1. september 2018 til 31. august 2021. Virksomheder deltager i det digitale ledelseskulturs forløb med to-tre nøglepersoner. 

I praksis foregår det på denne måde:

  1. Screening af virksomheden og dennes ledelse med henblik på kompetenceafklaring og identificering af muligheder og udfordringer. Denne analyse/screening og efterfølgende interview er en forudsætning for at projektets aktører kan tilrettelægge en målrettet indsats.
  2. Herefter tilbydes de udvalgte virksomheder et ti måneders langt forløb med to-tre ledere eller andre nøglemedarbejdere hos virksomheden.
  3. I forløbet vil der være fire-fem kompetence seminarer. Det er her, kombinationen af den teoretiske og praktiske viden og kompetencer eksemplificeres og inkorporeres. Til hvert kompetence seminar deltager et team af 10-15 virksomheder.
  4. Kompetencenetværket er for 2-4 virksomheder (udvalgt fra den samlet gruppe), der danner rammen for et praksisnært fællesskab med plads til erfaringsudveksling samt tilførsel af ny viden – specifikt på de faglige områder, der ligger i virksomhedens kerneydelser.
  5. Sparring og praksis i egen virksomhed – sparringen er en 1-1 vejledning gennemført af videnspartnerne, der har til formål at hjælpe virksomheden i gang med konkrete digitale forandringer og forankring i egen organisation.

Digital Ledelseskultur starter op i september 2018 og du kan læse mere her ​www.digitalledelseskultur.dk​.