;
Gemt

Dansk Erhverv: Ledige udebliver fra jobfest

Selvom appetitten blandt virksomhederne på at nyansætte er tårnhøj, viser nye tal fra Danmarks Statistik, at ledigheden fra juli til august blot falder med 600.

Nyhed

Med godt dobbelt så mange jobannoncer pr. ledig ansøger sammenlignet med niveauet for fem år siden, har dem, der søger job, gode muligheder for at få et. Mange ubesatte stillinger og en stigende beskæftigelse smitter dog tilsyneladende ikke af på ledigheden opgjort for august måned, der lander på 107.000, kun 600 personer lavere end i juli måned.

”Det er ærgerligt for alle parter, når virksomheder brænde inde med gode job samtidig med at kvalificerede ledige ikke når ud til de virksomheder, hvor de kunne udgøre et godt match. Gruppen af jobparate ledige udgør et stort værdifuldt potentiale af arbejdskraft, som er bedre tjent med et hvilket som helst job, end at være på passiv offentlig forsørgelse,” siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv.

Puf og støtte kan hjælpe flere ledige i job
Analyser viser, at matchproblemer og manglende motivation blandt ledige er væsentlige faktorer i forhold til at blokere for beskæftigelse. Fire ud af ti virksomheder i serviceerhvervene har prøvet at modtage ansøgninger fra ansøgere, der reelt ikke er interesseret i at få jobbet.

”Når ledige kun går efter ønskejob, så bremser det arbejdsudbuddet ned og trækker ledigheden op. Derfor er der behov for mere konsekvens, når en ledig ikke reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet. Faktisk viser tal fra Danmarks Statistik, at der cirka er hver tredje jobparate kontanthjælpsmodtager ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. I forhold til denne gruppe kan skærpede sanktioner gøre en forskel,” siger Peter Halkjær.

Potentialet skal udnyttes bedre
Peter Halkjær peger desuden på, at man som nyuddannet ung kan også være nødt til at indstille sig på at søge et job et andet sted, end der hvor man har taget sin uddannelse, hvis man vil hurtigt i job.

”Andre igen har behov for støtte og en hjælpende hånd til at komme i gang igen efter et sygdomsforløb, på grund af et handicap, en sprogbarriere, eller fordi de har mistet troen på sig selv efter lang tids uforskyldt ledighed. Uanset udgangspunktet, så har alle et potentiale for at blive den næste nye værdifulde kollega og medarbejder på en af de mange virksomheder, som lige nu har ubesatte ledige stillinger. Det potentiale kan og skal vi blive bedre til at udnytte,” siger Peter Halkjær.

Kontakt

Arbejdsmarked

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef
Medarbejderprofil