Gemt

Varslet ned i tid efter mere end 25 års tro tjeneste

Det var sagligt at varsle en klinikassistent med over 25 års anciennitet ned i tid i på grund af arbejdsmangel. Inden reduktionen havde virksomheden foretaget en grundig vurdering af samtlige klinikassistenters kompetencer og arbejdsopgaver.

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 20. SEPTEMBER 2018

25 års-reglen
Ved opsigelse af en medarbejder med mindst 25 års anciennitet på grund af nedskæringer og lign., skal arbejdsgiver bevise, at der er afgørende hensyn, som gør opsigelsen nødvendig fremfor at vælge en medarbejder med kortere anciennitet. Det gælder også i tilfælde af varsling af væsentlige ændringer, som her varsling af nedsat tid.

25 års-reglen gælder kun for de medarbejdere, der gennem mindst 25 år har været omfattet af en overenskomst på DA/LO-området. Hovedparten af Dansk Erhvervs overenskomster hører under DA/LO-området.

Sagen kort
Sagen drejede sig om en klinikassistent ansat hos et tandlægecenter, der grundet arbejdsmangel blev varslet 10 timer ned i tid. Medarbejderen var beskyttet mod afskedigelse, da hun på varslingstidspunktet havde været ansat i over 36 år. Arbejdsmanglen skyldtes, at en tandlæge havde forladt tandlægecentret og i den forbindelse havde taget ca. 200 patienter med, hvilket medførte, at man var nødsaget til at reducere timetallet for klinikassistenterne.

Inden reduktionen af timetallet havde virksomheden foretaget en individuel vurdering af samtlige syv klinikassistenters kompetencer og arbejdsopgaver. To klinikassistenter var netop valgt som arbejdsmiljørepræsentanter og dermed beskyttet mod afskedigelse. To kunne ikke undværes, idet de bestred særlige administrative opgaver samt bogholderi, som ikke kunne varetages af de øvrige. En havde længere anciennitet end klinikassistenten og blev betragtet som nøglemedarbejder og kulturbærer i virksomheden. Den sidste klinikassistent havde accepteret at gå ned i tid fra 18 til 16 timer.

Virksomheden havde også undersøgt muligheden for at lave en kollektiv nedsættelse af arbejdstiden for samtlige klinikassistenter. Det fravalgte man imidlertid, fordi man ikke ønskede at skabe uro og utilfredshed blandt alle medarbejdere, da det ville gå ud over arbejdsmiljøet og gøre det vanskeligt at fastholde nøglemedarbejdere.

Afskedigelsesnævnets afgørelse 
Nævnet lagde indledningsvist til grund, at der med tandlægens afgang havde været en nedgang på i alt 12 tandlægetimer, som medførte et driftsmæssigt behov for at regulere i antallet af klinikassistenttimer.

De overvejelser som virksomheden havde gjort sig, inden de varslede klinikassistenten ned i tid, var sagligt begrundede og baserede sig på nødvendige driftsmæssige hensyn. Virksomheden havde således bevist, at der var afgørende årsager til at varsle klinikassistenten ned i tid med 10 timer om ugen. Virksomheden blev hermed frifundet.

Dansk Erhverv vurderer
Dommen illustrerer, at 25 års-reglen ikke er til hinder for, at virksomheder i forbindelse med arbejdsmangel kan regulere ansættelsesvilkårene eller afskedige medarbejdere med 25 års anciennitet. Det er imidlertid yderst vigtigt, at virksomheden forinden foretager en grundig undersøgelse og vurdering af, hvorvidt man kan undgå at afskedige netop medarbejderen med 25 års anciennitet, som er særlig beskyttet.

Dansk Erhverv anbefaler altid medlemsvirksomheder at rette henvendelse, inden der træffes beslutning om opsigelse af medarbejdere med lang anciennitet og særligt medarbejdere med over 25 års ansættelse.