Gemt

Fælles ønske om fremtidssikring af civilsamfundets sociale indsats

Nyhed

Dansk Erhverv| Sundhed og Velfærd - 23. august 2019

Der skal findes en ny og langsigtet løsning, der sikrer finansieringen af civilsamfundets sociale indsats efter opsigelsen af aftalen om satspuljen ved den seneste finanslov. Det mener Dansk Erhverv, der sammen med 48 organisationer fra civilsamfundet er afsender på et brev til Social- og Indenrigsminister Astrid Krag samt til partilederne for Folketingets øvrige partier.

Med den seneste finanslov blev det besluttet, at mindrereguleringen af overførselsindkomsterne fremover skal gå til en obligatorisk pensionsopsparing i stedet for satspuljen. Men der er endnu ikke indgået en aftale om, hvad der skal ske med resterne af den satspulje, som over knap 30 år er opbygget efter samme metode.

”Civilsamfundet løfter en vigtig social opgave, som understøtter andre tilbud og indsatser på socialområdet. Derfor er det afgørende, at der kommer klarhed om den fremtidige finansiering af organisationernes indsatserne snart.”, udtaler politisk konsulent på civilsamfundsområdet i Dansk Erhverv, Anne Sina.

I brevet sender Dansk Erhverv og de andre organisationer en appel til ministeren og partierne om at finde en bred løsning og kommer med anbefalinger om at en fremtidig udmøntning af midlerne skal bidrage til dels en øget metodeudvikling på socialområdet og dels en finansiering af vigtige sociale indsatser, som civilsamfundet løfter.

”Det er vigtigt, at civilsamfundets organisationer får en større forudsigelighed i deres økonomi fremover, så de kan planlægge og tilrettelægge deres indsatser mere langsigtet. Det vil give plads til endnu mere professionelle tilbud og aktiviteter og give organisationerne rum til at udvikle sig – og det vil i sidste ende komme socialt udsatte borgere til gode.”, fortsætter Anne Sina.

Dansk Erhverv vil i tæt samarbejde med de mange medlemmer af branchenetværket for civilsamfundsorganisationer den kommende tid tage dialogen med ministeren samt Folketingets partier omkring denne sag.

-          Læs brevet til Social- og Indenrigsministeren.

-          Læs forslaget fra Dansk Erhvervs branchenetværk til principper og model for den fremtidige understøttelse af civilsamfundets arbejde inden for socialområdet.