Gemt

Samtykke uden dokumentation udløser bøde

01. august 2019

En stor elektronikkæde må betale en bøde på 10.000 kr. for uanmodet elektronisk markedsføring. 13 personer havde klaget til Forbrugerombudsmanden, og elektronikkæden kunne ikke dokumentere, at de pågældende personer havde givet et mundtligt samtykke i butikken

Mundtlige samtykker

Et mundtligt samtykke (permissions) er i princippet lige så gyldigt som et skriftligt, men det er bare vanskeligt at dokumentere det, hvis kunden har opfattet situationen anderledes end butikken eller har glemt, at han eller hun har givet et samtykke.

Hvordan kan man sikre sig dokumentation, når samtykket gives telefonisk eller i en butik?

Hvis I modtager samtykke i butik, har I mulighed for at sikre jer dokumentation ved at få kunden til at skrive under på en samtykkeerklæring, som I gemmer. Samtidig kan I sende kunden en elektronisk bekræftelse på, at der er givet samtykke til elektronisk markedsføring, og hvad der er givet samtykke til.

Husk at I skal oplyse, at samtykket kan trækkes tilbage, når samtykket gives. Det er en gyldighedsbetingelse.

Forbrugerombudsmanden har foreslået, at man laver en dobbelt opt-in, hvis man indhenter et telefonisk samtykke. Denne fremgangsmåde kan formentlig også anvendes, når samtykket indhentes i butikken.

Bevisbyrden i straffesager

Det er anklagemyndigheden (Forbrugerombudsmanden), der skal bevise, at der er sendt nyhedsbreve eller anden elektronisk markedsføring uden samtykke. Den bevisbyrde vil typisk blive løftet ved, at nogle personer klager og oplyser, at de ikke har givet samtykke til elektronisk markedsføring. I den situation tipper bevisbyrden over på den erhvervsdrivende, som så skal bevise, at der rent faktisk er givet et samtykke. Derfor er det vigtigt at gemme sine samtykke-erklæringer.

Administrative bøder

Forbrugerombudsmanden har mulighed for selv at udskrive et bødeforlæg, hvis det er klart, hvad bøden skal være. Det benyttede Forbrugerombudsmanden sig af i sagen mod elektronikkæden.

Artiklen blev oprindeligt publiceret på fdih.dk