Udvidelse af Dyrevelfærdsmærket på vej
Fra næste år bliver det muligt at benytte det statslige dyrevelfærdsmærke på kalve- og oksekød samt mejeriprodukter fra komælk.
DANSK ERHVERV | FØDEVARER - 29. AUGUST 2019
Fødevarestyrelsen er på vej med en ændring af bekendtgørelsen om frivillig dyrevelfærdsmærkningsordning i høring, som efter planen udvider det statslige dyrevelfærdsmærke endnu engang. Fra næste år bliver det således muligt at benytte mærket på kalve- og oksekød samt mejeriprodukter fra komælk.
Det statslige dyrevelfærdsmærke med de tre hjerter blev lanceret i 2017 og omfattede kun svinekød. Sidenhen er fjerkræ kommet til, og nu er turen så kommet til kalve- og oksekød samt mejeriprodukter lavet på komælk. Ændringerne træder efter planen i kraft den 1. januar 2020.
Spisesteder, detail- og engrosvirksomheder skal forud for at de vil påbegynde aktiviteter under dyrevelfærdsmærket, anmelde denne aktivitet til Fødevarestyrelsen i henhold til reglerne i autorisationsbekendtgørelsen.
Dansk Erhverv bakker op om Dyrevelfærdsmærket, og hilser også den kommende udvidelse af mærket velkommen.
Du kan læse mere om Dyrevelfærdsmærket på Fødevarestyrelsens kampagneside.