; ;
Gemt

Boozt afviser at sælge til særlige kunder – må man det?

09. december 2019

Boozt.com har meddelt nogle kunder, at netbutikken af forskellige årsager ikke ønsker at handle med dem i fremtiden.

Når man er erhvervsdrivende, er det selvfølgelig alfa og omega at få afsat sine varer eller ydelser. Det er derfor yderst sjældent og kun i helt særlige tilfælde, at en virksomhed ønsker at forhindre en kunde i at handle på siden.

Boozt, der tilbyder fri retur, kunne konstatere at nogle få kunder købte utrolig meget. Faktisk op til 300 genstande pr. køb. Problemet var, at de fortrød alle eller de fleste køb eller beholdt kun ganske få genstande. Boozt sendte derfor en mail til disse kunder og meddelte dem, at de ikke ønskede at handle med dem. Hvis kunderne alligevel forsøgte at handle på siden, afskar Boozt dem fra at gennemføre købet.

Men kan man nægte at sælge til specielle kunder? Hvad siger juraen? Spurgte Søren, vores nyhedsbrevsskribent.

Ved besvarelse af Sørens spørgsmål, må man skelne mellem de situationer, hvor forbrugeren endnu ikke har købt og de situationer, hvor der er indgået en aftale.

Aftalefrihed

Der findes et grundlæggende princip i dansk ret om aftalefrihed. Dvs. at man selv bestemmer, hvem man vil indgå aftale med, og på hvilke vilkår. Dette princip er dog ikke undtagelsesfrit. Fx gælder det ikke (altid), hvor virksomheden har en monopolstilling på markedet og leverer centrale velfærdsydelser. Der er også grænser for, hvilke vilkår en virksomhed kan fastsætte i en aftale med en forbruger.

Man må derimod ikke diskriminere sine kunder på grund af deres race, oprindelse, tro, seksuelle orientering mv. Sælger man tjenesteydelser, må man ikke nægte at indgå aftaler på baggrund af kundens nationalitet eller opholdssted – fx fordi kunden har bopæl i et bestemt boligområde.

Hvis kunden har købt

Hvis en forbruger har købt en vare på nettet, har forbrugeren ret til at fortryde køb uden at give nogen som helst begrundelse. Er der indgået en bindende aftaleskal du som erhvervsdrivende levere varen, ellers misligholder du aftalen.

Dvs. at man ikke kan afvise en forbruger, der allerede har indgået en aftale. Det gælder, selvom om varen endnu ikke er leveret.

Kan man i sine vilkår forbeholde sig at annullere en bindende aftale, hvis kunden ”misbruger” fortrydelsesretten? Det vil være et urimeligt aftalevilkår, som man ikke lovligt kan have i sine betingelser.

Hvornår er der indgået en bindende aftale?

Der er normalt indgået en bindende aftale, når kunden lægger varen i kurven og afgiver sin bestilling. Det gælder dog ikke, hvis den erhvervsdrivende tydeligt tilkendegiver, at der først er indgået en bindende aftale, når kunden fx modtager en ordrebekræftelse. Et sådant vilkår må ikke kun fremgå af handelsbetingelserne, men skal oplyses tydeligt i bestillingsforløbet fx i en Pop-up boks.

Klager fra Sverige

Det svenske nyhedsmedie, Dagens Industri, skriver den 5. december, at en svensk kvinde, der var ærgerlig over, at hun ikke i god tid inden var blevet orienteret om Boozts nye regler om ”fair use”, havde klaget til Konsumentverket – Sveriges pendant til Forbrugerombudsmanden.  Pressechef Hans Lundin fra på Konsumentverket udtalte følgende til Dagens Industri:

”En företagare har rätt att välja vem som får lov att handla hos dem, så länge det inte föreligger diskrimineringsgrund för det beslutet. Hade det istället handlat om en prenumeration så kan inte ett företag ensidigt gå in och ändra på avtalsvillkoren under pågående avtalsperiod. Men det handlar det ju inte om i det här fallet”

Artiklen blev oprindeligt publiceret på fdih.dk.

Kontakt

Digital Handel

Tina Morell

Chefkonsulent