Gemt

Mellemliggende søgnehelligdage – betaling til vikarbureauvikaren?

Julen står for døren, og hvad så med betalingen mellem jul og nytår til vikarbureauvikaren omfattet af Funktionæroverenskomsten?

Nyhed

Dansk Erhverv | Vikar - 17. december 2019

HK havde i 2018 stort fokus på, at vikarer omfattet af Funktionæroverenskomsten fik betaling for mellemliggende søgnehelligdage – og tilkendegav, at de også ville have det i fremtiden.

Det er bestemmelsen om søgnehelligdage i Funktionæroverenskomsten for Handel, Viden og Service mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og HK/Privat og HK Handel ”Aftale om vikarbureauansatte vikarer”, som HK havde rettet opmærksomheden mod:

          ”11. SØGNEHELLIGDAGE
          Til vikarer ydes fuld løn for mellemliggende søgnehelligdage,
          der indgår i den aftalte arbejdsperiode.”

Ferie og søgnehelligdage
Henvendelserne fra HK handlede om en situation, hvor vikaren havde holdt ferie før eller efter en søgnehelligdag.

Konkret havde en række vikarer i løbende vikariater med arbejde fast planlagt mandag til fredag holdt feriedage fra onsdag den 27. til fredag den 29. december 2017.

Spørgsmålet var så, om feriedagene betød, at vikarbureauet ikke skulle betale vikaren efter overenskomstens bestemmelse om mellemliggende søgnehelligdage for mandag den 25. december, tirsdag den 26. december 2017 samt mandag den 1. januar.

Overenskomsten forståelse
Betalingen efter overenskomsten skal ske for mellemliggende søgnehelligdage, der indgår i den aftalte arbejdsperiode.

Det er i den forbindelse Dansk Erhvervs og HK’s fælles forståelse, at placering af ferie før eller efter en søgnehelligdag under et løbende vikariat ikke hindrer vikarens krav på betaling for mellemliggende søgnehelligdage. De konkrete sager rejst af HK blev også forligt således, at vikarerne fik betaling for søgnehelligdagene.

OK14
Bestemmelsen om søgnehelligdage har været drøftet af Dansk Erhverv Arbejdsgiver og HK i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2014. Her var parterne enige om, at reglen om søgnehelligdage blandt andet skal forstås således, at

• Der betales for mellemliggende søgnehelligdage, hvis der på forhånd er aftalt et vikariat henover søgnehelligdagene.

• Der betales ikke for mellemliggende søgnehelligdage, hvis der er tale om to separate vikariater lige før og lige efter søgnehelligdagene, medmindre vikariatet er afbrudt med det formål at omgå reglerne om søgnehelligdage. Hvis en vikar f.eks. er udsendt i et 1-dagsvikariat for at dække sygdom onsdag før påske, og der stadig er sygdom hos brugervirksomheden tirsdag efter påske, hvorfor samme vikar ringes op og tilbydes et nyt 1-dagsvikariat, skal der ikke ske betaling for mellemliggende søgnehelligdage, fordi perioden ikke var aftalt på forhånd, og fordi der ikke er tale om omgåelse.

Som det er nævnt i det sidste eksempel, er det relevant at se på, om overenskomsten reelt omgås. F.eks. kan der efter Dansk Erhvervs vurdering være tale om omgåelse, hvis et vikariat ophører lige før og genoptages lige efter en søgnehelligdag, når formålet med ophøret er at omgå overenskomstens bestemmelse om betaling for mellemliggende søgnehelligdage.