Gemt

Dankort er fortsat billigst – men er også under pres

Aftalen mellem bankerne og Nets om aktivt at udstede Dankort udløber 31. december 2019. Samtidig vinder de internationale kort markedsandele og en bankdirektør vil aflive Visa/Dankort. 2019 bliver et skelsættende år for det danske betalingsmarked.

Nyhed

DANSK ERHVERV | HANDEL - 29. JANUAR 2019

I oktober 2018 meddelte Anders Dam, direktør i Jyske Bank, at banken vil adskille det meget populære Visa/Dankort i to kort.

Frygten er, at flere banker vil gå samme vej. Det er der dog ikke noget der i øjeblikket tyder på, og med Jyske Banks forholdsvis lille markedsandel, vil det få begrænsede negative konsekvenser.

Vil flere vælge Visakort?
Risikoen ved en adskillelse af kortet vil naturligvis være, at flere vil vælge at benytte Visakort, da danskerne ikke ønsker at slæbe rundt på flere kort i pungen end højst nødvendigt. Men en mere udbredt brug af internationale kort, vil koste store summer for detailhandlen, når transaktionerne overgår fra det billige Dankort til de dyrere internationale kort.

Dankortet er fortsat billigst
Dansk Erhverv er i dialog med bankerne, Nets og andre relevante interessenter om en fastholdelse af Dankortet, som fortsat er det billigste og mest udbredte betalingsmiddel i Danmark. Billigst for både forbrugerne, butikkerne og samfundet.

For selvom Dankortet mister markedsandele, forventer vi, at det forsat vil være det mest udbredte og billigste betalingsmiddel for langt de fleste betalingsmodtagere i flere år fremover.

Større konkurrence på betalinger
Vi forventer imidlertid også, at der kommer en større konkurrence på betalingsmarkedet. Fra september 2019 skal bankerne stille et API (Application Programming Interface, hvilket er en softwaregrænseflade, der tillader et stykke software at interagere med andet software) til rådighed, som tredjeparter (betalingsinitieringstjenester) kan anvende til at foretage konto til konto overførsler. Vores forventning er, at nye innovative betalingsinitieringstjenester kan blive en reel konkurrent til de traditionelle betalingskort.

MobilePay har 4 millioner danske brugere
MobilePay begynder også i højere grad at røre på sig på detail- og e-handelsmarkedet. MobilePay har nu over 4 mio. danske brugere og kan anvendes i 115.000 danske butikker. Med en opbakning fra de fleste danske banker betyder det også, at langt størstedelen af MobilePays transaktioner kan laves konto til konto, uden en fordyrende mellemliggende betalingskorttransaktion.

Dansk Erhvervs fokus
Vi tror derfor på, at der fortsat vil være billige og udbredte betalingsløsninger i Danmark. Om det er Dankort, Mobilepay, betalingsinitieringstjenester eller en helt fjerde løsning, vil tiden vise. Dansk Erhverv arbejder for, at der fortsat vil være billige og sikre betalingsløsninger til detailhandlen.

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil