Gemt

Fald i inflationen i maj - nede på blot 0,7 pct.

Inflationen var i maj på 0,7 pct. Det viser offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik tirsdag. Det er et betydeligt fald ift. april, hvor inflationen var på 1 pct.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar den 11. juni 2019

Siden inflationen var nede og ramme blot 0,6 pct. i september sidste år steg inflationen svagt frem til januar i år, hvor inflationen ramte 1,3 pct. Vi havde egentlig forventet, at inflationen ville fortsætte på det højere niveau fra januar, og måske endda stige en smule. Men siden er inflationen lige så stille dalet måned for måned til nu blot 0,7 pct. i maj. En inflation på 0,7 pct. er lavt set i et historisk perspektiv, men i de seneste seks år har inflationen været lav. Med de seneste års opsving i dansk og international økonomi skulle man egentlig forvente et opadgående pres på priserne, men både i Danmark og Europa har inflationen været overraskende lav. I løbet af de senere år har det særligt været priserne på varer, der har holdt den danske inflation nede, mens prisstigningerne på tjenester har været højere.
Det er særligt lavere prisstigninger på transport samt boligbenyttelse, elektricitet og opvarmning, der har bidraget til den lavere inflation i maj. En inflation på 0,7 pct. svarer til, at det er blevet ca. 2.100 kr. dyrere, at foretage de samme indkøb, som de gjorde for et år siden. Når det er sagt, er lønningerne steget med 2,5 pct. indenfor DA-området i løbet af det sidste år. Lønmodtagerne har dermed i løbet af det seneste år oplevet en pæn fremgang i reallønnen; lønninger, når der tages højde for priser. Det giver lidt flere penge mellem hænderne for mange familier, og giver samtidig mulighed for at øge det private forbrug herhjemme.