Gemt

Netbutikker skal oplyse om fragtomkostninger

02. maj 2019

Mange netbutikker giver først oplysning om, hvad det koster at få varen leveret, når kunden har lagt varerne i kurven og skal tjekke ud. Det er ikke godt nok, og det kan føre til bøder for overtrædelse af markedsføringslovens vildledningsforbud i tilfælde, hvor kunden ikke kan købe varen uden at betale fragt.

Fragtomkostninger er en del af varens pris. Det betyder, at når der skal betales fragt i forbindelse med køb af en vare, skal denne fragtomkostning oplyses som et beløb i tilknytning til prisen for varen. Hvis omkostningerne til fragten ikke kan beregnes på forhånd, skal det i umiddelbar tilknytning til prisoplysningen oplyses, at disse omkostningerne kan forekomme. Oplysningen skal gives første gang, prisen for varen vises.

Sagt med andre ord: Hvis kunden ikke har en reel mulighed for at købe uden at betale for levering, skal fragten være indregnet i prisen. Er det ikke muligt at indregne fragtprisen i varens pris, fx fordi fragtprisen afhænger af, hvor mange varer kunden køber, skal du oplyse, hvad fragten koster, eller hvis det ikke kan beregnes på forhånd, at der bliver tillagt omkostninger til fragt. I så fald skal der være et link til en oversigt over fragtpriserne.

Fragtprisen skal oplyses første gang, du viser varen og oplyser en pris – dvs. normalt allerede i produktoversigten og på produktsiden, og oplysningen skal gives i umiddelbar tilknytning til prisoplysningen: Fx pris 298 kr. + fragt (link). Hvis oplysningen om fragt placeres for langt væk fra prisoplysningen, eller oplyses med små typer, der ikke er iøjnefaldende, vil kravet ikke være opfyldt.

Er der en reel mulighed for at købe varen uden at betale fragt - ved fx gratis levering til pakkeboks eller afhentning i en butik, skal de skrappe regler i markedsføringsloven om, at fragten skal oplyses første gang prisen for varen oplyses, ikke overholdes, men der skal stadig gives tydelige oplysninger om fragtomkostningerne. Tilbyder du ”fri levering” ved køb for over et vist beløb, og overstiger varens pris dette beløb, skal du heller ikke oplyse om fragtpriser.

Markedsføringslovens § 6:

Når en vare udbydes med oplysning om pris, må omkostninger vedr. fragt, levering eller porto ikke udelades, skjules eller præsenteres på en uklar, uforståelig eller uhensigtsmæssig måde, hvis disse omkostninger pålægges.

Hvis omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, skal det oplyses, at disse omkostninger kan forekomme.

Det siger forarbejderne til markedsføringslovens § 6, stk. 3:

…”når omkostningerne vedrørende fragt, levering eller porto, ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, skal det oplyses, at disse omkostninger kan forekomme. Hvis omkostningerne til fragt afhænger af det samlede køb, vil det være en oplysning, som ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd. I dette tilfælde skal det oplyses, at der vil blive tillagt omkostninger til fragt.

Ved elektronisk handel, hvor levering alene er mulig ved forsendelse, skal oplysningerne om, at der vil blive tillagt omkostninger til fragt gives i umiddelbar tilknytning til prisen. Dette krav kan f.eks. overholdes ved, at der lige under oplysningen om prisen skrives: Plus leveringsomkostninger, og oplyser et link til en side, hvor det fremgår, hvordan leveringsomkostningerne beregnes. Hvis leveringsomkostningerne beregnes som en fast procentdel af produktets pris eller et fast gebyr pr. produkt, skal leveringsomkostningerne derimod indregnes i produktets pris.”

Artiklen blev oprindeligt publiceret på fdih.dk