;
Gemt

Britisk nej til brexitaftale skaber stor usikkerhed

Britisk nej til brexitaftale skaber uoverskuelig situation for EU og Storbritannien. Nu haster det for alvor med at finde realiserbare løsninger, mener Dansk Erhverv.

Nyhed

Pressemeddelelse den 12. marts 2019

Det lykkedes ikke den britiske regering at få flertal for brexitaftalen i Underhuset. Dermed er forholdet mellem EU og Storbritannien helt uafklaret, og det kan få store konsekvenser for Danmark.

”Situationen mere alvorlig end nogensinde. Usikkerhed er gift for erhvervslivet og samfundsøkonomien, og vi nærmer os nu det værst mulige udfald. Nu skal der simpelthen indgås en aftale, hvis ikke vi skal ende der, hvor hverken briterne, danskerne eller EU ønsker – nemlig et no-deal brexit, der vil have helt uoverskuelige konsekvenser for økonomien alle tre steder,” siger administrerende direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.

Ingen aftale betyder, at der sættes væsentlige barrierer op for handelen mellem Danmark og Storbritannien. Det vil gå ud over dansk eksport til Storbritannien og koste dansk vækst og arbejdspladser. Udenrigsministeriet anslår, at no-deal kan koste danske virksomheder 24 mia. kroner i tabte indtægter og nedgang i BNP på 1,2 procent.
”Vi har forsøgt at forberede os godt på et hårdt brexit, men det ændrer ikke ved, at det vil have store konsekvenser for dansk erhvervsliv og dermed også dansk økonomi. Jeg har indtil videre været mere optimistisk, men nu kommer klippekanten meget tæt på. Hvis vi ikke skal ende i det værste scenarie, skal der findes løsninger - nu. Alle bør kaste sig ind i kampen for en løsning, men det er samtidigt meget vigtigt, at briterne kommer ind i kampen i stedet for at fastholde en linje, som nu igen fejler,” siger Brian Mikkelsen.

I morgen (den 13. marts) stemmer Underhuset om hvorvidt Storbritannien vil udtræde med no-deal brexit pr. 29. marts 2019. Underhuset har allerede nedstemt den løsning – og det forventes, at det vil ske igen.

I overmorgen (14. marts) stemmes der så om en ”kort midlertidig udsættelse”, som formentligt kan stemmes igennem, men det skal så godkendes at medlemsstaterne i EU og løser ikke den grundlæggende udfordring: At briternes ønsker til en aftale ikke kan finde støtte i EU.

Dansk Erhverv anbefaler fortsat at danske virksomheder forbereder sig på et hårdt ”no-deal” Brexit.