Gemt

Nyt år – ny jobrekord

Det går fortsat godt i Danmark. Det cementerer helt nye jobtal fra Danmarks Statistik. Men Brian Mikkelsen minder om, at selv om vi naturligvis skal glæde os over, at så mange er kommet i arbejde, så må vi ikke glemme, at mange virksomheder lige nu mangler den rigtige arbejdskraft.

Nyhed

DANSK ERHVERV | POLITIK - 22. MARTS 2019 - AF BRIAN MIKKELSEN

I går kunne Danmarks Statistik berette om nok en jobrekord. Den første måned af 2019 gav en imponerende stigning i beskæftigelsen på ikke færre end 8.100 personer. Nu er 2.776.000 i sving i Danmark, og det tal har aldrig været højere.

Det er der naturligvis alle gode grunde til at glæde sig over. For jobrekorden er indiskutabel et bevis på, at det går og fortsat går godt i Danmark. Som statsminister Lars Løkke Rasmussen skrev på det sociale medie Twitter: ”8.100 flere i job i januar! Egentlig kunne jeg bare kopiere det samme tweet måned efter måned, for beskæftigelsen fortsætter med at sætte danmarksrekord. Tillykke til alle de danskere, der nu kan møde ind til kollegaer og arbejde hver morgen”. Ja, naturligvis, tillykke til alle dem, som nu er kommet i arbejde, og tillykke til de virksomheder, som har fået gode folk ind. Hertil skal det siges, at reformer har hjulpet godt på, at billedet lige nu er, som det er.

Men vi må ikke glemme, at der er mange virksomheder, som lige nu står og mangler folk med de rigtige kvalifikationer. Det er brandærgerligt, for det betyder, at de ikke kan få de ordrer og den omsætning, som de potentielt kunne have haft. Det betyder lavere tal på bundlinjerne rundt om, og det betyder, at der er danskere, som kunne være kommet i sving, men som ikke kommer det.

Det er vitterligt ikke for at være en sortseer, at jeg peger på problemet, men det er altså virkeligheden for mange af Dansk Erhvervs medlemmer. En virkelighed som Folketingets politikere bør adressere. For det er nu engang sådan, at reformer bør gennemføres i gode tider, og det er jo netop gode tider nu. Det er så også mit klare indtryk, at Christiansborg godt er klar over, at der skal gøres noget, men der er stor uenighed om, hvordan det skal ske.

Jeg håber så ikke, at uenigheden, eller jeg skulle måske sige valgfeberen, ligefrem er så stor, at man slet ikke kan blive enige om noget som helst. Det skal i hvert fald herfra ikke skorte på opfordringer til, at regeringen med det samme sætter sig ned sammen med Folketingets øvrige partier og lander løsninger.

Alt, hvad der går i den rigtige retning, er yderst velkomment!

Med venlig hilsen
Brian Mikkelsen

Kontakt

Direktionen

Brian Mikkelsen

Adm. direktør
Medarbejderprofil