Gemt

Ældreplejen skal gentænkes

Kommuners Landsforening er netop kommet med nye budgettal. De viser, at udgifterne til sundhedsydelser er voksende og udhuler den kommunale velfærd. Dansk Erhverv melder, at tiden er til at gentænke området.

Nyhed

Nyhed, 27. november 2019

Udgifterne til sundhedsydelser er voksende rundt om i landets kommuner. Samtidig viser tal fra Dansk Statistik, at antallet af danskere, der bor på plejehjem, er faldet med godt 6 procent siden 2010. Omvendt er antallet af borgere over 65 i samme periode steget med 25 procent. Ifølge Ældre Sagen er der behov for ikke færre end 25.000 flere plejehjemspladser.

”Samfundet står overfor store udfordringer i de kommende år. Det demografiske træk frem mod 2025 er i alt 20 mia. kr. (2019-priser) for primært flere ældre, men også flere børn, hvilket betyder, at det offentlige forbrug alt andet lige skal øges med 20 mia. kr. for at opretholde det nuværende serviceniveau. Udviklingen vil altså blive forstærket henover de kommende år. Det kræver nytænkning. Ikke mindst fordi der er en kløft af forventninger mellem den velfærd, som danskerne mellem 60 og 70 år ønsker sig, og hvordan de tror, at virkeligheden faktisk kommer til at se ud. Der er virkelig behov for at gen- og nytænke hele området. Derfor foreslår vi, at der nedsættes en ældrekommission. Derudover peger vi på syv initiativer til at imødegå de kommende udfordringer på ældreområdet,” siger Rasmus Larsen Lindblom, velfærdspolitisk fagchef i Dansk Erhverv.

Dansk Erhvervs syv forslag:

  1.  Nye partnerskaber skal investere i velfærd, herunder friplejehjem.
  2.  Fælles retningslinjer for tilkøb og partnerskaber med pensionskasser.
  3.  Et udvidet og styrket frit valg for en mere åben konkurrence på kvalitet.
  4.  Inddragelse af private skal nedbringe sygefravær i den offentlige sektor.
  5.  Styrket indsats for flere ansatte på fuldtid i ældreplejen
  6.  Velfærdsteknologi skal udbredes med inddragelse af kommuner, ansatte, borgere og virksomheder.
  7.  Stærkere inddragelse af civilsamfundet i forebyggelse af ensomhed.

Her kan læse Dansk Erhvervs undersøgelse om forventninger til fremtidens velfærd hos de 60 til 70-årige:

 

14 De kommende ældres velfærd - forventninger, holdninger og planlægning

pdf

Download