Gemt

Tabt kurv: Hvordan kan et samtykke formuleres?

21. november 2019

Udsendelse af ”tabt-kurv mails” er i strid med markedsføringslovens spamforbud, medmindre den, der får mailen eller notifikationen, har givet samtykke til at modtage markedsføring på den måde.

Hvad skal man skrive i sin permissiontekst?

Flere medlemmer har spurgt, om det er nødvendigt at skrive i sin permissiontekst, at kunden giver samtykke til at få en mail eller en notifikation, hvis han eller hun forlader sin kurv, inden handlen er helt gennemført.

I skal se på, hvad kunderne har sagt ja til, da kunden accepterede at få elektronisk markedsføring fra jer. Hvis det, kunden har lagt i kurven, falder inden for de varekategorier, der er nævnt i samtykketeksten, og kurven bliver sendt med den kommunikationsform, som er aftalt, så behøver I ikke at skrive noget specifikt om ”tabt kurv” i jeres permissiontekst.

Altså hvis en kunde fx har givet samtykke til markedsføring pr. mail om beklædning og andet inden for virksomhedens varesortiment, så kan I sende en tabt kurv mail, hvis kunden fx efterlader en jakke i kurven.