Gemt

Detailsalget står i stampe - væksten i dansk økonomi er bremset op

Offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik mandag viser, at detailsalget steg med 0,1% i september. Det betyder, at detailsalget nu kun er steget med beskedne 0,5% over de seneste tre måneder.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar den 28. oktober 2019

Dermed har detailsalget på linje med en række andre økonomiske nøgletal vist en stort set uændret udvikling over de seneste måneder. Udover mandagens svage tal for detail-salget, har såvel erhvervstilliden, forbrugertilliden og beskæftigelsen udviklet sig svagt over de seneste måneder. Det er naturligvis bekymrende, da det er et klart tegn på at væksten i dansk økonomi er bremset tydeligt op.

De seneste måneders svage udvikling i detailsalget skal formentlig ses i sammenhæng med at forbrugertilliden er faldet stødt over de seneste måneder. Forbrugerne er særligt blevet mere bekymret på dansk økonomis vegne og forventer stigende arbejdsløshed. Når forbrugerne bliver mere bekymrede for fremtidsudsigterne, så er automatreaktionen normalt, at der skrues ned for forbruget og op for opsparingen.

Det er desværre ikke spor overraskende, at danskerne er blevet mere bekymret for de økonomiske udsigter. Risikoen for en global recession er steget mærkbart over de sene-ste måneder. Handelskrigen mellem USA og Kina er generelt eskaleret siden sensomme-ren, og brexitforhandlingerne må fortsat betegnes som kaotiske. Det har kastet grus i den globale vækstmaskine. Opbremsningen er særligt tydelig på vores største og vigtig-ste eksportmarkeder. Tyskland har formentlig allerede bevæget sig ind i en teknisk re-cession, og der har samtidig været tæt på nulvækst i Sverige. Herhjemme er fremgangen på arbejdsmarkeder bremset op og vi har set et fald i erhvervstilliden.


Det er dog vigtigt at holde fast i, at det bestemt ikke er økonomisk smalkost hos dan-skerne, der nu holder forbruget tilbage. Så langt fra. Danskernes privatøkonomi er bundsolid i øjeblikket efter flere år med solid reallønsfremgang, lave renter, høj beskæf-tigelse og generelt fremgang på boligmarkedet.


Når det er sagt, så er den stigende usikkerhed hos forbrugerne bestemt ikke godt nyt for forbruget og væksten herhjemme. Privatforbruget udgør i omegnen af 50% af BNP, og er udset til at være en aldeles vigtig vækstmotor i dansk økonomi over de kommende år. Ikke mindst i en situation, hvor væksten i eksporten formentlig vil miste fart oven på den seneste afmatning på vores eksportmarkeder.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil