Gemt

Folketingets åbning: Mere fokus på erhvervslivet

Brian Mikkelsen glæder sig over statsministerens melding om, at klimaudfordringerne skal løses i et nært samarbejde med erhvervslivet.

Nyhed

Folketingets åbning - 1. oktober 2019

I sin netop overståede tale til Folketingets åbning, adresserede statsminister Mette Frederiksen blandt andet klimaudfordringerne, sammenhængskraft og velfærd. Statsministeren lagde blandt andet vægt på erhvervslivets rolle, når løsningerne skal findes.

”Statsministeren berørte mange emner, som er vigtige for Danmark og dansk erhvervsliv. Jeg er glad for, at virksomhederne spillede en betydelig rolle i talen.

Danske virksomheder i vækst er forudsætningen for, at vi kan finansiere velfærdssamfundet, indfri klimaambitionerne og opnå en lang række af vores andre mål. For mig er der ingen modsætninger mellem virksomheder i vækst, ambitiøse klimamål og et velfungerende og trygt velfærdssamfund,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Statsministeren nævnte blandt andet klimaet, som et område, hvor danske virksomheder har en vigtig rolle.

”Det er selvfølgelig helt rigtigt, at statsminister Mette Frederiksen adresserer en af de største og mest akutte udfordring, som ikke bare Danmark, men hele kloden står overfor. Jeg vil gerne kvittere for, at statsministeren vil inddrage erhvervslivet, og jeg kan sige, at vi er fuldstændig klar. Vi skal tænke nyt, opfinde og i det hele taget være smarte, når det gælder klimaet globalt og lokalt. Løsningen er jo på ingen måde at gå i panik, men derimod at tage ansvaret på sig og sammen finde de bedste løsninger. Vi i Dansk Erhverv ser frem til de kommende klima-møder på Marienborg. Vi er en del af samfundet. Vi er en del af løsningen,” siger Brian Mikkelsen.

Velfærd forudsætter vækst
Sammenhæng og velfærd fyldte også i talen. Brian Mikkelsen minder om, at hvis regeringens ambitioner i forhold til de emner skal indfries, kræver det, at der både er hænder og midler til det.

”Mette Frederiksen gjorde det i sin åbningstale klart, at velfærd og samfundets sammenhængskraft er klare hovedprioriteter for regeringen. Det er ikke dårlige prioriteter, men jeg minder om, at hvis ambitionerne skal løftes, så nytter det ikke noget, hvis regeringen går en vej, der indebærer flere afgifter og højere skat. Tingene hænger sammen. Velfærd forudsætter vækst, og vækst forudsætter gode rammevilkår for virksomhederne. Den dagsorden følger vi nøje,” siger Brian Mikkelsen.

Kontakt

Direktionen

Brian Mikkelsen

Adm. direktør
Medarbejderprofil