Gemt

Holder din virksomhed lukket mellem jul og nytår?

Ferieloven indeholder i § 17 en særlig regel om ferielukning mellem jul og nytår. Hvis din virksomhed holder ferielukket mellem jul og nytår, skal du som arbejdsgiver huske at gemme (og varsle) en del af medarbejdernes restferie til disse feriedage.

Nyhed

Dansk Erhverv | Personale - 31. oktober 2019

I skal huske at varsle, at I holder ferielukket
Som altid er der en række arbejdsdage mellem jul og nytår. Antallet af arbejdsdage afhænger bl.a. af overenskomster, ansættelseskontrakter, personalepolitikker mv. Holder jeres virksomhed lukket mellem jul og nytår i 2019, skal du som arbejdsgiver huske at gemme en del af de feriedage, som dine medarbejdere har optjent i 2018, så de kan holde feriedagene i denne periode.

For medarbejdere, der har optjent mere end 15 dages ferie til afholdelse i ferieåret 2019/2020, kan arbejdsgiveren bestemme, at de skal holde ferie på arbejdsdagene mellem jul og nytår. Medarbejderne skal således bruge en del af den ferie, de har optjent i 2018. Det har ingen betydning, om ferien er optjent hos jer eller hos en tidligere arbejdsgiver. Det væsentlige er, at I som arbejdsgiver har sikret jer, at medarbejderen stadigvæk har feriedage tilbage.

Har medarbejderen derimod kun optjent 15 feriedage eller mindre i 2018, kan I bestemme, at medarbejderen skal holde fri uden løn mellem jul og nytår i 2019. Det skyldes, at medarbejderen i så fald ikke har en forventning om at få betaling under julelukningen.

I skal varsle ferielukning mellem jul og nytår med én måneds varsel.

Krav til ferielukningens omfang
For at I kan pålægge medarbejderne at holde ferie mellem jul og nytår, er det en betingelse, at hele jeres virksomhed eller en nøje defineret del af virksomheden holder lukket mellem jul og nytår.

I kan derfor ikke bruge særreglen i ferieloven, hvis jeres virksomhed holder helt eller delvist åbent blot med et reduceret antal medarbejdere.

Arbejdsgiverbetalt frihed
Hvis I som arbejdsgiver ikke har reserveret de feriedage, jeres medarbejdere skal bruge i forbindelse med julelukningen, skal I betale den enkelte medarbejder for feriedagene mellem jul og nytår. Er der tvivl om, hvad en medarbejders dagløn udgør, fastslår ferieloven, at lønnen under ferielukningen skal beregnes på baggrund af medarbejderens sædvanlige løn fire uger før jul. Hvis jeres medarbejdere er omfattet af en overenskomst, kan der i overenskomsten være aftalt en anden beregningsmetode.

Eksempel

En arbejdsgiver har en medarbejder, der har optjent ret til 18 betalte feriedage i ferieåret 2019/2020. Virksomheden holder helt lukket mellem jul og nytår, og der er to arbejdsdage i perioden. Medarbejderen har i ferieåret 2019/2020 allerede afholdt tre ugers sommerferie (hovedferie) og desuden holdt en uges efterårsferie i uge 42. I efterårsferien var de sidste to dage selvbetalte feriedage, da der alene var optjent ret til 18 betalte feriedage.

Medarbejderen får arbejdsgiverbetalt frihed mellem jul og nytår, fordi arbejdsgiveren ikke har sørget for at gemme optjent ferie til afholdelse mellem jul og nytår.