;
Gemt

Finansloven kommer!

Hvad kan vi så forvente os af det første finanslovsforslag under den nye regering? Det fik Dansk Erhvervs bestyrelse et indblik i onsdag, da vi afholdt seminar, og finansminister Nicolai Wammen lagde vejen forbi. Læs aktuel kommentar fra Brian Mikkelsen.

Nyhed

Dansk Erhverv | Politik - 27. september 2019 - Af Brian Mikkelsen

Selv om både politikere og Dansk Erhvervs politiske medarbejdere længe har været i arbejdstøjet, så er det faktisk først på tirsdag, at Folketinget åbner. Dagen efter den traditionsrige begivenhed præsenterer regeringen sit udspil til en finanslov for 2020.

Det er betryggende, at regeringen ved flere lejligheder har tilkendegivet, at et stærkt erhvervsliv og god velfærd er hinandens forudsætninger. Regeringen har også store ambitioner på klimaområdet, ambitioner som vi i Dansk Erhverv deler, og her er samarbejde kodeordet for at få løftet ambitionerne.

Hvad kan vi forvente os?
Hvad kan vi så forvente os af det første finanslovsforslag under den nye regering? Det fik Dansk Erhvervs bestyrelse et indblik i onsdag, da vi afholdt seminar, og finansminister Nicolai Wammen lagde vejen forbi.

Derudover er elementer af finansloven allerede blevet offentliggjort via medierne. Vi ved derfor for eksempel, at regeringen vil afskaffe omprioriteringsbidraget. Det er godt. Vi ved også, at regeringen melder, at pengene til dette skal komme fra at hæve bo- og gaveafgiften, fastfryse loftet for aktiesparekontoen og annullere en allerede vedtaget lempelse af skatten på arbejdsgiverbetalt telefon. Det er knap så godt, og det vil vi naturligvis udfordre. Der kan findes midler andre steder, hvor det samfundsmæssigt set vil give langt mere mening.

Nicolai Wammen: Dansk Erhverv er en tæt samarbejdspartner
På vores møde gjorde Nicolai Wammen det klart, at han ser Dansk Erhverv som en tæt samarbejdspartner i regeringens arbejde. Det blev også meldt ud, at vi kan se frem til flere reformer, som ifølge finansministeren vil sikre, at vi får flere med på arbejdsmarkedet. Regeringen har desuden ambitioner om at styrke den grønne omstilling, uddannelse og forskning, digitaliseringen og endelig at sikre en mere effektiv og enkel regulering.

Dansk Erhverv er selvfølgelig klar til at være en konstruktiv medspiller. Vi vil komme med forslag, der kan sikre, at for eksempel klimaambitionerne bliver realiseret på en fornuftig måde.

Vi skal nedbringe virksomhedernes omkostninger
Desuden har Dansk Erhverv løbende holdt møder med Folketingets erhvervs- og finansordførere. Her har vi fremlagt vores forslag til næste års finanslov. Fundamentalt handler vores dialog om, at det skal være nemt og konkurrencedygtigt at drive virksomhed i Danmark. De fleste af vores forslag går derfor på at lette væksthæmmende skatter og afgifter, nedbringe virksomhedernes omkostninger og styrke produktivitet og udvikling. Vi har også lagt forslag på bordet, der skal øge beskæftigelsen, effektivisere og forbedre samspillet med den offentlige sektor, samt forslag der styrker uddannelses- og forskningsindsatsen, så virksomhederne får adgang til de rette kvalifikationer og viden.

Regeringen vil hæve skatter og afgifter
Som nævnt tidligere taler vi godt med regeringen, men der er områder, hvor vi ikke ser ens på tingene. Når regeringen for eksempel vil hæve skatter og afgifter, så er det vores pligt og opgave at udfordre. At komme med alternative løsninger så det ikke bliver dyrere eller mere besværligt at drive virksomhed i Danmark. Så væksten ikke bliver udfordret.

Vi vil bruge alle de muligheder, vi har, for at få regeringen på bedre tanker i forhold til de elementer i forslaget til en finanslov, der i vores optik ikke er fornuftige.

Vores arbejde med at få landet den bedst mulige finanslov startede for lang tid siden. Nu bliver finanslovsforslaget så fremsat endeligt på onsdag, og så fortsætter vi ufortrødent til gavn for Dansk Erhvervs medlemmer og for Danmark.

Med venlig hilsen
Brian Mikkelsen

Kontakt

Direktion

Brian Mikkelsen

Adm. direktør
Medarbejderprofil