Gemt

Det Økologiske Spisemærke fylder 10 år

Flere tusinde spisesteder har et økologisk spisemærke i enten guld, sølv eller bronze i jubilæumsåret 2019.

Nyhed

Dansk Erhverv | Fødevarer - 25. september 2019

Ti år efter, at det statskontrollerede økologiske spisemærke blev introduceret i Danmark, har næsten 3.000 kantiner, cafeer og restauranter papir på, at de serverer økologiske fødevarer for deres gæster.

Både vuggestuer, børnehaver, plejehjem, hospitaler, hoteller, cafeer og restauranter kan få Det Økologiske Spisemærke, hvis de lader sig registrere hos Fødevarestyrelsen og kan udregne deres økologiandel. Hvis mellem 30 og 60 procent af maden og drikkevarerne er økologiske, udløser indsatsen et bronzemærke. Ved mellem 60 og 90 procent får køkkenet sølv. Og køkkener med mellem 90 og 100 procent økologi på fakturaerne kan opnå guldmærket.

Dansk Erhverv støtter mærkets udbredelse, da det skaber et efterspørgselstræk igennem hele værdikæden, lige fra hotellets køkken over foodservice og leverandører og ud i marken. Regeringen har en politisk ambition om at fordoble økologien i Danmark. Hvis det mål skal indfries, skal økologien udbredes langt mere, end det er tilfældet i dag.

Dansk Erhverv arbejder blandt andet derfor på, at Det Økologiske Spisemærke udvides, så endnu flere typer af virksomheder kan få del i ordningen. Det gælder fx bagerier, isbutikker og andre håndværksdetailforretninger, hvoraf mange af dem i dag allerede har karakter af at være en cafe, men altså ikke kan skilte med økologiandelen på samme simple måde, da de i dag ikke er omfattet af ordningen.