Gemt

Ny rapport - store mangler i beregningen til landets friplejehjem

En ny rapport fra revisionsfirmaet EY, på opdrag af Dansk Erhverv og Selveje Danmark, viser store problemer med transparens og manglende gennemsigtighed i kommunernes beregning af afregningspriser. Der mangler gennemsigtighed og lige konkurrence, lyder det fra Dansk Erhverv.

Nyhed

DANSK ERHVERV | SUNDHED OG VELFÆRD - 6. SEPTEMBER 2019

Manglende prisgennemsigtighed - Ny rapport viser store mangler på ældreområdet
Med ofte lange ventelister og stor borgertilfredshed er landets mere end 75 friplejehjem en succes, og der kommer flere til. Nu viser ny rapport fra Ernst & Young på opdrag af Dansk Erhverv og Selveje Danmark, at det er endog meget svært for kommunerne at levere retvisende beregninger af egne omkostninger ved tilsvarende plejehjem, som efter lovgivningen er grundlaget for afregningsprisen til de private. Konkret er der flere eksempler på kommuner, der ikke medregne alle de relevante og langsigtede omkostninger.

Hvad siger rapporten?
I analysen fra revisionsfirmaet har man undersøgt, hvordan kommuner beregner de takster, som friplejeleverandørerne tilbydes efter den nye afregningsmodel for friplejeboliger, som blev indført med ændringen af friplejeloven i 2015. Og peger på følgende problemer:


- Manglende afgræsning i beregningsgrundlag: kommunerne afgrænser ifølge analysen kun i begrænset omfang de indirekte omkostninger eller gør brug af objektive fordelingsnøgler


- Stort fortolkningsrum i nuværende vejledninger: som vejledningen er formuleret nu, er der et stort skønsmæssigt fortolkningsrum for kommunerne


- Urealistisk lave omkostninger: kommunerne tager i deres beregninger ikke hensyn til udgifter til reparation, vedligeholdelse, inventar, specielt anskaffet udstyr, samt kapitaludgifter ved nybyggeri. Ved ikke at inkludere disse udgifter risikerer man, at der ikke gives et realistisk billede af det gennemsnitlige udgiftsniveau for et plejecenter, når taksterne beregnes.

 


Derfor er Velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv Rasmus Larsen Lindblom heller ikke bange for at kalde det et kæmpe velfærdsproblem, at de private plejehjem dels får en for lav betaling for deres pleje og omsorg. Rasmus Larsen Lindblom peger på, at hele grundlaget for at udvikle velfærd sammen på tværs af sektorer skrider, når det ikke reelt er muligt at sammenligne priser og kvalitet på samfundets velfærdstilbud.

For Dansk Erhverv er arbejdet for mere økonomisk gennemsigtighed en kernesag. Derfor er rapporten nu sendt til politikere, embedsværket i Sundheds- og ældreministeriet samt til Kommunernes Landsforening, KL.

Læs mere om landets friplejehjem.

Her kan du læse rapporten fra Ernst & Young.

Læs omtale i Berlingske (betalingsside).