Gemt

Praktikpladstilsagn som nyt værktøj

21. april 2020

Praktikpladstilsagn er et nyt frivilligt værktøj, som skal skabe hurtigere kontakt mellem virksomhed og elev, allerede imens eleven er i gang med grundforløbet.

Praktikpladstilsagn – hurtigere kontakt mellem virksomheder og elever
Pr. 1. januar 2020 kan virksomheder og kommende elever og lærlinge indgå et såkaldt praktikpladstilsagn. Tilsagnet er en elektronisk hensigtserklæring om, at begge parter ønsker at indgå en uddannelsesaftale på et senere tidspunkt.

Praktikpladstilsagnet giver derfor virksomheder og kommende elever og lærlinge mulighed for at komme tidligere i dialog med hinanden. Det bliver muligt at bevare kontakten i tilfælde af, at begge senere ønsker at indgå en uddannelsesaftale.

Det vil sige, at både elever i grundskolen og elever på skolernes grundforløb kan indgå et praktikpladstilsagn med vejledning fra skolerne.

Frivilligt værktøj
Et praktikpladstilsagn er et frivilligt værktøj, der hverken binder virksomheden eller eleven til senere at indgå en uddannelsesaftale, da virksomheder og elever frit kan afbryde kontakten.

Det er ikke juridisk bindende og må ikke forveksles med en ansættelse i form af en uddannelsesaftale eller en ansøgning til en erhvervsuddannelse. Det friholder ligeledes ikke offentlige virksomheder fra forpligtelsen til at slå offentlige stillinger op.

Du kan læse mere her: UVM - praktikpladstilsagn