Gemt

Døv murer fik afslag på ansættelse

27. april 2020

Ligebehandlingsnævnet har i to sager, som begge omhandlede en døv murer, der fik afslag på ansættelse, fastslået, at virksomheden skulle have undersøgt, om mureren kunne have varetaget stillingen, eventuelt med tilpasninger. Da det ikke var sket, var afslagene i strid med ligebehandlingsprincippet.

Beskyttelsen i forskelsbehandlingsloven
Ifølge forskelsbehandlingsloven må en medarbejder eller en potentiel medarbejder ikke forskelsbehandles på grund af sit handicap. Arbejdsgiveren er forpligtet til at iværksætte tilpasningsforanstaltninger, der kan fastholde en medarbejder med et handicap i jobbet, medmindre det udgør en uforholdsmæssig stor byrde for arbejdsgiveren.

En person er handicappet, hvis vedkommende har en fysisk eller psykisk lidelse, der medfører en funktionsnedsættelse, som forhindrer personen i at kunne deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere. Det er yderligere et krav, at funktionsnedsættelsen er af lang varighed.

Afslag på ansættelse
I den ene sag kontaktede et vikarbureau en murer med henblik på at tilbyde ham et vikarjob. Vikarbureauets praksis var at ringe rundt til de tilknyttede vikarer med tilbud om det specifikke job. Hvis telefonen ikke blev taget, ringede man straks videre, indtil en vikar tog telefonen og accepterede ansættelsen. Den pågældende murer tog ikke telefonen men sendte en sms til vikarbureauet med besked om, at han var døv, og at bureauet derfor skulle sende en sms i stedet for. Dagen efter forsøgte vikarbureauet at ringe igen. Mureren tog igen ikke telefonen. Da han skrev til vikarbureauet, fik han at vide, at der var blevet ringet videre, og at jobbet var blevet besat til anden side.

I den anden sag sendte en murer en uopfordret ansøgning, hvori han skrev, at der kun kunne sendes sms’er til ham. Efter modtagelsen af ansøgningen skrev virksomheden til mureren og bad ham om at ringe. Mureren skrev tilbage og gjorde opmærksom på, at han havde et svært høretab og derfor ikke kunne tale i telefon. Virksomheden skrev tilbage, at det var en nødvendighed i jobbet at kunne kommunikere telefonisk, og ønskede mureren held og lykke med jobsøgninge

Afslag i strid med ligebehandlingsprincippet
I begge sager konstaterede Ligebehandlingsnævnet, at murerne havde gjort virksomheden opmærksom på, at de var døve og dermed handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand, inden de fik afslag på ansættelse.

Ligebehandlingsnævnet fastslog derfor, at der i begge sager var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at murerne havde været udsat for forskelsbehandling. Der var ikke blevet gjort forsøg på dialog eller undersøgelse af relevante hjælpeforanstaltninger. Det forblev derfor uklart, om murerne ville kunne have bestridt stillingerne, og om det ville have været urimelig byrdefuldt for virksomheden at iværksætte de relevante tilpasninger.

Afslagene var derfor i strid med ligebehandlingsprincippet, og murerne blev tildelt henholdsvis 12.500 kr. og 15.000 kr. i godtgørelse for manglende ansættelse.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelserne er i tråd med eksisterende praksis. Når en ansøger har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, som virksomheden er bekendt med, har virksomheden en forpligtelse til at indgå i en dialog med ansøgeren om eller iværksætte en undersøgelse af, om det vil være muligt at tilbyde ansøgeren et arbejde, når de relevante tilpasninger skal efterleves.

Dansk Erhverv anbefaler vores medlemmer at rette henvendelse, inden der træffes beslutning om ikke at ansætte en medarbejder, der er eller potentielt kunne være handicappet i forskelsbehandlingslovens forstand.