Gemt

Ny politisk aftale sætter yderligere gang i hjulene

17. april 2020

Regeringen og Folketingets partier har i nat færdiggjort en aftale, der bidrager til fornyet optimisme. Det er positivt og ikke mindst vigtigt, at der nu sker endnu en bevægelse i retning af en hurtigere åbning af Danmark, siger Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv. 

”Vi hilser aftalen velkommen, og i Dansk Erhverv glæder vi os over udsigten til, at liberale erhverv herunder frisørerne nu får mulighed for at starte igen, samt at f.eks. tandlæger, privathospitaler og optikere får mulighed for at øge aktiviteten. Vi havde dog håbet på, at det også var muligt at åbne mere op som for eksempel storcentre og magasiner nu. Det kom så ikke med i denne fase, men vi håber, det snart bliver muligt,” siger adm. dir. i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen..

De seneste dage har vist, at det går den rigtige vej, hvad angår sundhedstallene, og nu er man fra politisk hold nået frem til en aftale, der giver mulighed for at åbne samfundet yderligere og hurtigere op end først planlagt. Det er både vigtigt og nødvendigt, så vi kan få sat skub i økonomien. 

”Vi står med et erhvervsliv, der er i den største krise i nyere tid, så det er vigtigt, at vi får åbnet op så hurtigt som muligt - selvfølgelig under hensyntagen til at smitten ikke spreder sig. De økonomiske konsekvenser af nedlukningen er uden sidestykke, men danskerne har heldigvis udvist stor disciplin, og har fulgt forskrifterne fra myndighederne. Jo bedre vi er til det - og det har krisen vist, at vi danskere er gode til - jo hurtigere kan vi åbne endnu mere op,” siger Brian Mikkelsen. 

Han peger på, at det nu er vigtigt, at politikerne også kommer i mål med forlængelser og forbedringer af hjælpepakkerne til landets virksomheder: 

“Dansk Erhverv har spillet ind med en række forslag om forbedringer og forlængelser af pakkerne. Vi håber, at der snart kommer en aftale om pakkerne, da der er brug for ordninger, der kan sikre, at flest mulige virksomheder kommer gennem krisen med skindet på næsen. Det er en investering i arbejdspladser og velfærd,” siger Brian Mikkelsen.

Se Dansk Erhvervs samlede forslag til forbedringer af hjælpepakker

Se aftalen her:

Aftale vedrørende udvidelse af den første fase af kontrolleret genåbning 

Notits vedr. øget aktivitet i øvrig praksissektor og andre private sundhedsaktører 

Genåbning af liberale erhverv